Delorean elbil ny model
© DeLorean

Se billederne: SÅDAN kommer den nye DeLorean til at se ud

Endelig får vi lov til at se, hvordan den nye DeLorean kommer til at se ud.

30. maj 2022 af Patrick Boje Jensen og Gustav Reeh Persson

DeLorean genopstår

Hvis man scroller gennem Bil Magasinets artikler tilbage til 2016, kan man finde artikler, der beskriver, hvordan en ny DeLorean ville komme allerede i 2017. Siden forsvandt den fra jordens overflade. Men nu er den tilbage, som elbil endda! De første billeder, hvor man tydeligt kan se bilen, er netop blevet afsløret.

Vi har set teasere af den nye DeLorean, men nu har DeLorean frigivet billeder og data på bilen. Og det første, der springer i øjnene, er selvfølgelig mågevingedørene, som den originale DeLorean også havde. Men dørene på den nye DeLorean er gigantiske, og det er de fordi, der skal være adgang til de to bagsæder – og det havde den oprindelige DeLorean altså ikke. På billederne er den også udstyret med enorme fælge, der ligner Tesla's turbinefælge en del. Her er de udstyret med striber, der tydeligt er en reference til den originale DeLorean's mangeegede fælge.

Se flere billeder længere nede i artiklen!

© DeLorean

Rejs til 1985 på 4,35 sekunder

Derudover har DeLorean offentliggjort data på bilen, og det er imponerende tal. 0-100 km/t-tiden er under tre sekunder, og som det bør være, har DeLorean selvfølgelig også opgivet, hvor lang tid det tager at nå 88 mph (142 km/t) - hvis du ikke forstår referencen, skal du se hele Tilbage til Fremtiden-filmtrilogien øjeblikkeligt!

Rækkevidden er på over 480 km, og tophastigheden er på 250 km/t. Alt er beregninger og antagelser, og den originale DeLorean var én lang parade af brudte løfter – så tag alle tallene med en kæmpestor skefuld salt.

Bilen er hidtil kun præsenteret virtuelt, Men i august vil bilen blive vist frem fysisk til det årlige prestigefyldte velgørenhedsarrangement Pebble Beach Concours d'Elegance, der bliver afholdt den 18. august i Californien.

Hvis du ikke kan få nok af DeLorean, så læs med her, da vi kørte den originale DeLorean DMC-12 i 2020.

Den nye DeLorean

  • 0-100 km/t: 2,99 sekunder*
  • 0-88 mph (142 km/t): 4,35 sekunder*
  • Topfart: 155 mph (250 km/t)*
  • Rækkevidde: 300+ mph (482+ km)*

Alle tallene er oplyst af DeLorean og er beregninger.

Delorean DMC-12

Den originale DeLorean DMC-12.

© Bil Magasinet

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...