Saab 9-3 2,0T XWD gør det bedre end topmodellen 9-3 Turbo X

Af Mikkel Thomsager
Topmodellen i Saab 9-3 programmet hedder Turbo X. Den har V6 turbomotor, 280 hk, avanceret firehjulstræk med automatisk spærredifferentiale på bagakslen og masser af karrosseri-tuning, der får den til at ligne en gaderacer til en pris af godt 700.000 kr.
Saab 9-3 2,0T XWD kan ses som en light-udgave af topmodellen. Den har lidt mindre motor, lidt mindre avanceret firehjulstræk og lidt mindre karrosseri-tuning, og interessant nok er resultatet en mere vellykket bil til en pris, der er 250.000 kr. lavere.
I stedet for den kraftige V6 turbomotor nøjes 2,0T-versionen med Opel’s 4-cylindrede, 2-liters turbomotor, sm i denne version yder 210 hk plus ekstra 30 hk i form af en Hirsch-tuning til godt 16.000 kr. Firehjulstrækket har ikke spær, men det reducerer alligevel hjulspin ved acceleration, selv om standardhjulene blot er 16”. Den manglende modificering af karrosseriet har jeg det personligt helt fint med. Nu ligner 9-3 en i øvrigt nydelig standard 9-3, som kan mere, end den lader ane.
Dynamisk set er heller ikke denne Saab 9-3 nogen stor oplevelse, men de kedsommelige svingegenskaber er mindre udstillede. Dels fordi denne Saab nøjes med 16” hjul, som giver lidt bedre komfort, dels fordi bilen som udgangspunkt ikke praler med at kunne en hel masse. Den ligner bare en almindelig Saab.
Derfor bliver man glædeligt overrasket, når de 240 hk tager fat, uden at det hele går op i hjulspin. Det gør denne Saab 2,0T XWD til den næstmest vellykkede i 9-3-programmet.
Den mest vellykkede er stadig basismodellen med 1,8 sugemotor, som nyder godt af, at Saab har revideret og forbedret 9-3-serien ad mange omgange. Resultatet er en gennemprøvet konstruktion, som designmæssigt stadig holder.
Den nu seks år gamle bil tager sig stadig godt ud. I kabinen begynder alderen at trykke, men kun i designet.
Saab 9-3 2,0T XWD
Motor R4, 1.998 cm³, 16V, turbo
Ydelse 240 hk 5.500 o/min
350 Nm ved 2.500 o/min
Topfart 245 km/t 0-100 km/t 7,3 sek.
EU-miks 11,8 km/l Årlige afgifter 4.000 kr.
Mål (L/B/H) 465/180/147 cm
Vægt/last/påhæng 1.690/420/1600 kg
Bagagerum 425 liter
Dæk 215/55R16V
Reservedelsprisindeks 175
Værditab/3 år ca. 240.000 kr. (50 pct.)
Pris (inkl. Hirsch-kit) 479.347 kr.
VI SYNES…
Den næstmest vellykkede Saab 9-3. Masser af anonym turbopower spiller godt med firehjulstrækket