I december kunne Bil Magasinet fortæller om en kinesisk bil, der skal produceres i Rusland. Nu kommer modellen til Danmark. Faktisk venter den danske importør de første 200 biler til landet allerede i begyndelsen af januar. Disse biler er dog produceret i Kina og ikke i Rusland (oplysning tilføjet 29. december).
JAC JS4 hedder modellen, som er på størrelse med en Skoda Karoq, men som importøren sammenligner med eldugaverne af Kia Niro og Hyundai Kona, fordi JS4 udelukkende kommer til Danmark som elbil.
Prisstart: Under 300.000 kr.
Det er en crossover eller SUV-type, der teknisk set er fra 2018, og den måler 436/177/164 cm (L/B/H) med en aksealfstand på 262 cm og et bagagerum på 450 liter. Den version, der kommer til Danmark, har et 66 kWh batteri med en WLTP-rækkevidde fra 433 til 588 km.
Den har 3-faset opladning og pænt standardudstyr omfattende 10,25” touchskærm, læderindtræk, elektrisk panorama soltag, 360 graders kamera og Apple CarPlay/Android Auto. Prisen er endnu ukendt, men sammenligninger med priser i andre europæiske lande antyder en prisstart under 300.000 kr.
Bil Magasinet læser Troels Christensen sendte os et billede af en JAC JS4 på danske prøveplader allerede i 2018. Da kunne vi ikke finde sammenhængen, men det viser sig, at det var firmaet bag den nye danske import, som allerede da var i gang med forhandlinger om importen.

Teknik fra en VW Up
RSA hedder det norske firma, som har fået importen af JAC i Danmark, Norge, Sverige, Estland, Letland, Litauen og Island. RSA er allerede etableret i Danmark med mærket Maxus, som solgte mere end 350 personbiler og varevogne i Danmark i 2022.
JAC skal dog ikke forhandles af de samme forhandlere. Ikke desto mindre forventer importøren at have aftale med 40 forhandlere i Danmark inden udgangen af januar.
JS4 er kun en af tre modeller, som JAC forventer at introducere i Danmark i 2023.
Efter JS4 følger JS1 allerede inden sommerferien. Det er en mikrobil, der teknisk set har en vis lighed med eludgaven af VW Up, hvilket skyldes, at JAC har et større samarbejde med VW i Kina.

J7 ligner en Audi A5
Den tredje model ventes inden udgangen af 2023. J7 Pro hedder modellen som er en større 5-dørs hatcback i stil med Audi A5. Også denne kommer kun til Danmark i en eludgave. Ialt forventer importøren at sælge 800 biler i Danmark i 2023, heraf flest af den lille JS1.
Spørgsmål er imidlertid, om JAC's engagement i Rusland får betydning for salget i Danmark.
“Jeg ved det ikke. Som jeg forstår det, er aktiviteterne i Rusland af mindre karakter og flere andre vestlige bilproducenter sælger også fortsat biler i Rusland. VW fortsætter også sine aktiviteter med JAC, så jeg håber ikke, det får indflydelse. Jeg er ked af det, men jeg kan ikke gøre noget ved det. Vi fortsætter som planlagt og må tage bestik af situationen, som den udvikler sig”, siger Country Manager i RSA Danmark Steffen Vilstrup.
