Ny dansk sportsvogn fra Vamdrup

Agile SCX er en ny dansk sportsvogn. Bygget af folk med forstand på kulfiber til en gang banesjov, men den kan registreres på danske nummerplader - for en pris.

16. september 2020 af Mikkel Thomsager

Har du fulgt med på bilmagasinet dk, ved du, at Agile SCX ikke er en ny bil. Det er faktisk tre år siden, den første model blev præsenteret i en fuldt kørbar version. Det var dog en udviklingsbil. Siden har folkene bag Agile arbejdet ihærdigt på teknikken til den første rigtige Agile SCX, og den er klar nu.

Borset fra reviderede fodpaneler, ligner Agile SCX sig selv, men bag det kendte ydre, gemmer der sig utallige ændringer, forbedringer, optimeringer og nye dele, hvoraf langt hovedparten nu er produceret af Agile selv. 

Motoren er dog fortsat en Ford 1,6 liters turbo-motor, som hos Agile fås med 225 og 275 hk. I begge tilfælde går den fra 0-100 km/t på under 3,0 sekunder.

Vejrbestandig

Selv om Agile SCX ligner en formelracer, er den fuldt gadelovlig og godkendt til salg i hele Europa, men den er meget lidt bevendt som hverdagsbil. Der er hverken bagagerum eller handskerum, den er helt åben og der findes end ikke en kaleche til den på nuværende tidspunkt. 

Til gengæld er den vejrbestandig, og den kan tåle at bliver brugt.

Den er bygget som en track day bil, hvilket den til gengæld er optimeret til. Og det virker! Den er sindsygt sjov at køre i. Styringen er så direkte, som du vil forvente, gearskiftet er kort og præcist, og motoren leverer masser af power, hvilket passagererne aldrig er i tvivl om, for motorens luftindtag sidder lige i ørehøjde, og her bliver man højlydt gjort opmærksom på turboens arbejde. 

Læs mere om køreopelvelsen i et kommende nummer af Bil Magasinet.

20-25 biler om året

Bag Agile står de to oprindelige initiativtagere: Tim M. Hansen, der er indehaver af "House of Composites", som producerer kulfiberdele til industrien, og Bo Ørbjerg, der står for forretningsudvikling. Bilen produceres hos "House of Composites", der har hjemme i Vamdrup, hvor bilen også er udviklet.

Med den første færdige bil, som selvfølgelig har monocoque helt i kulfiber, klar til levering, har Agile ansat Christina Beatrice Honoré som Head of Sales and Marketing, med henblik på at øge opmærksomheden, salg af raceren og udvikling af forretningen. 

Salgsmålene er realistiske:  Frem mod udgangen af 2021, vil Agile sælge og levere 6 biler. På sigt er planen, at producere 20 til 25 biler om året. Prisen er 499.994 kr. uden moms og afgifter. Den første bil, der er produceret, er solgt.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...