Michelin får os tættere på at droppe dækskiftet

Helårsdæk, eller sommerdæk med vintercertificeringen, lyder som den perfekte kombination – nu er dæktypens godfather klar med nyt gummi til brug året rundt.

3. september 2021 af Frederik T. Frey

Udbredelsen af og efterspørgslen på helårsdæk er støt stigende – de seneste års milde danske vintre uden nævneværdi sne og is nedsætter mange bilisters behov for et regulært vinterdæk. Og hey, hvem vil ikke gerne slippe for at bøvle med hjul- eller dækskift to gange årligt samt spare pladsen eller udgiften til opbevaring af det sæt, der skiftevis ikke er monteret på bilen?

Vintercertificeringen

Michelin er klar med anden generation af dét dæk, der for alvor fik bolden, eller helårsdækket, til at rulle tilbage i 2015, CrossClimate – Michelin lancerer nu CrossClimate 2. Egentlig klarificeres dækket som et sommerdæk, der samtidig har vintercertificeringen 3PMSF – det er det logo med bjergtoppene, som du måske husker fra vinterdæks dæksider.

Michelin CrossClimate og CrossClimate+ har været det bedst sælgende dæk i sin kategori i Europa.

V-mønster og vekslende egenskaber

Groft sagt kombinerer den franske dækgigant de bedste egenskaber fra vinterdæk og sommerdæk i CrossClimate 2. Forenklet forklaret ligger gummiblandingen/compounden ikke langt fra det, man finder i et, traditionelt set blødt, vinterdæk, og gummiet bliver ikke for hårdt, fast eller ufleksibelt ved lave temperature. Dækkets runde kontaktflade/trædeflade og markante V-rille-mønster, der løber fra dækkets midte på tværs ud til dækkets skulder, leder vand og andet som måtte ligge mellem dæk og vej væk. Mønsteret er samtidig med til at give brede trædeflader, hvilket er ideelt ved bremsning på tør asfalt. 

Michelin kalder flere af de nye tiltag ved CrossClimate 2-dækket for Ever Winter Grip.

Kørsel i sne

Michelin CrossClimate2 har lameller som et konventionelt vinterdæk – men dets antal er langt færre – til gengæld er de i zig-zag-mønster for at højne dækmønsterets vridningsstabilitet og stivhed til glæde for blandt andet føling gennem styretøjet. På dækkets skulder er mønsteret udstyret med ribber, der minder om små skovle – deres opgave er at grave sig ned i sneen og sikre, at dækket har maksimalt greb. De mange nye tiltag står under Michelins Ever Grip- og Ever Winter Grib-betegnelse.

Bedre end tidligere

Sammenlignet med det tidligere CrossClimate- og CrossClimate+-dæk er det nye dæk bedre på samtlige målbare parametre – også rullemodstand. Dækket er i familie med CrossClimate 2-dækket, der blev lanceret i Nordamerika og Canada i 2020 – men den europæiske version har blandt andet et større fokus på lav rullemodstand og derigennem besparelse af brændstof. En anden vigtig pointe for franskmændene er i videst mulig udstrækning at bibeholde dækkets gode præstationer, som det slides – denne strategi er implementeret på hele rækken af Michelin-dæk.  

Der opfordres til, at dækket slides helt ned, inden det skiftes. 

Helårsdæk er ikke for alle

Mange, heriblandt Michelin selv, anbefaler fortsat, at der i flere situationer skiftes dæk efter sæson – og derfor køres på sommerdæk om sommeren og vinterdæk i vintermånederne. Det er særligt relevant, hvis vejrforholdene byder på sne- og isdækkede veje. Helårsdæk betragtes som et kompromis – men kender man sig selv godt nok til at vide, at man ikke orker at skifte hjul eller dæk, er helårsdæk en mulig løsning. Et helårsdæk er nemlig bedre om sommeren end et vinterdæk og vice versa bedre end et vinterdæk om sommeren.

Standardmonteret på Volvo

I Danmark er der ikke krav om vinterdæk på bilen, som det f.eks. er tilfældet under specifikke vejr- og vejforhold i Tyskland, Sverige og Østrig.


Michelin CrossClimate 2 er allerede tilgængelig på markedet med en lancering d. 1. september i 105 forskellige størrelser fra 15” til 20”.


På udvalgte, europæiske markeder vil Michelin CrossClimate2 blive standardmonteringen på flere Volvo-modeller.

Danske bilister vælger i stigende grad helårsdæk – på den måde undgår de hyppige dæk- og hjulskift.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...