Maxus eT90
Elektrisk pickup:

Fordelagtige afgifter kan gøre pickup'en mere populær som personbil i Danmark - kan Maxus eT90 være med til at skubbe til den udvikling?

© Søren Juul

Danmarks første el-pickup BURDE have et kæmpe es i ærmet - men...

Pickupper sammenkædes ofte med amerikanske sydstater eller den australske outback. Det håber Maxus nu at kunne lave om på med Europas første eldrevne pickup

2. marts 2023 af Emil Winter og Søren Juul

En pickup med fordelagtige afgifter

Igennem årtier har pickuppen nydt stor succes i lande som USA og Australien. Den kan nemlig det hele.Men der er én kæmpe udfordring, der hæmmer dens udbredelse på det danske bilmarked; Afgifter. Men der har elektriske pick-up'er en kæmpe fordel, og nu har den første ramt det danske marked: Maxus eT90.

Da Maxus eT90 reelt set er en elbil, bliver den underlagt de fordelagtige afgift-besparelser, som er påført elbiler. Og det er hér, Maxus eT90 for alvor kan byde sine fossildrevne konkurrenter op til dans. 

For hvor andre pickups i Danmark har fuldstændigt vanvittige årlige afgifter, hvis du vil køre i dem privat, får den elektriske pickup en årlig afgift på 740 kr. Det betyder, at den vil blive meget attraktiv, selvom indkøbsprisen er forholdsvis høj.

Test af Maxus eT90: Europas første elektriske pick-up er en arbejdsmand fra Kina

Mens Ford, Tesla og Rivian lader vente på sig, er kinesiske Maxus klar med en elektrisk pickup til de danske landeveje. Vi sender den nye Maxus eT90 i byggemarkedet og på landet for at tjekke, om den passer ind i Skandinavien. 

Søren Juul

Bilfabrikkerne sætter strøm til biler i alle størrelser, men de praktiske pickupper har indtil nu kørt mere eller mindre under radaren. Elon Musk roder stadig med sin syrede Cybertruck, den spændende Rivian RT1 kommer tilsyneladende ikke til Europa – og mægtige Ford F-150 Lightning lader vente på sig. Alle tre bliver overhalet indenom af en ladbil fra Maxus, der i Kina også produceres med dieselmotor.

Gå hjem, Audi og BMW! Maxus sætter ny rekord for størrelse på kromkølergrill. LED kørelys, halogenforlygter, 17” alufælge og krombøjle på ladet er standard.

© Søren Juul

I Danmark debuterer Maxus eT90 som en 177 hk elektrisk arbejdsbil med baghjulstræk, trinbrædder og en imponerende krom-bøjle på ladet. Siden der ikke er de store afgifter på elbiler, kan du få bagsæder og hvide plader på vogntøjet for den nette sum af 575.880 kr., mens den som van på gule plader koster 429.900 kr.

Der er ikke meget afgift på en elbil, så det giver mening at købe Maxus på hvide plader og få bagsædet med. Her er generøs benplads og reelt plads til tre passagerer. 

© Søren Juul

Hvor stort er batteriet i Maxus eT90 og hvad er rækkevidden?

Batteriet er på velvoksne 88,6 kWh batteri og ligger som en stor flise nedenunder kabinegulvet. Fuldt opladt giver det en rækkevidde på 330 km ifølge WLTP – og testet omkring frysepunktet med meget motorvejskørsel skal du regne med cirka 300 km – hvis du altså ikke fylder ladet op med gods. Maxus’en er nemlig lavet til at tage fat: Nyttelasten er et ton og du må hægte et ton på krogen, hvis dit kørekort er stort nok. Fuldt lastet daler rækkevidden formodentlig.

Elmotoren er koblet direkte på bagtøjet, som rager lidt længere ned end selve batteripakken, der ses bagved.

© Søren Juul

Hvor hurtigt lader Maxus eT90?

Opladningsteknologien er af ældre dato. AC hjemmeladning er dog godkendt, med tre faser og 11 kW. En fuld opladning tager cirka ni timer, så du kan lade svinet op, mens den står og hygger sig på byggepladsen eller i carporten natten over. DC lynladning er mindre imponerende: Ladeffekten er opgivet til maksimal 80 kW – og stemmer i praksis.

Testbilen peakede omkring 76 kW under test – og kan lade fra 20 til 80% på 45 minutter. Det sidste er ikke imponerende, men så har det arbejdende folk en undskyldning for at holde en ekstra lang frokostpause på farten.

I en lynlader kan batteriet på 88,6 kWh lades fra 20 til 80% på 45 minutter. 

© Søren Juul

Hvordan ser udstyrslisten ud i Maxus eT90?

På papiret virker tilværelsen bag rattet af en Maxus’en som et liv på business class sammenlignet med, hvad vi ellers ser i rå arbejdsbiler: Her får du kunstlædersæder med eljustering, en stor 10,25” trykskærm med Apple Carplay, klimaanlæg, 220 volt udtag på bagsædet til at lade skruemaskiner og datamater op, p-sensor, bak-kamera, 17” alufælge og masser af krom udvendigt – kølergrillen er så stor, at nyrerne på den nye BMW 7-Serie ser helt små ud i forhold til. Eneste ekstraudstyr, man kan tilkøbe, er metallak til 8.000 kr. 

Men kør en lang tur i Maxus eT90, før du inviterer den ind i indkørslen, for i praksis har kineseren nogle handicaps, der virker som benspænd i hverdagen. 

Maxus eT90 har meget udstyr på papiret, men vi savner noget så simpelt som sædevarme og fartpilot – og plastik, der ikke er hårdt som en diamant…

© Søren Juul

Hvad er da galt med Maxus eT90?

Lad os lige snakke om det gode ting først. Som i en hver anden elbil er accelerationen smidig og der er ingen støj i kabinen, når du cruiser afsted med armen i karmen og en kop mokka i kopholderen. Gearskift skal du ikke tænke på – og man skal gøre en indsats for at få en fartbøde. 0-100 km/t er så sløv, at Maxus ikke opgiver den, og topfarten er begrænset til 120 km/t. 

Undervognen er ikke overraskende meget stivbenet, da den er gearet til et hårdt liv: Foran får du fine, dobbelte wishbone hjulophæng - og en praktisk beskyttelsesplade under fronten, der beskytter bilens bug, hvis du kører offroad. Bagpå sidder solide bladfjedre som en hestevogn. Du kan køre over fartbump og over dybe huller uden at frygte for kineserens velbefindende. Men så kniber det med at finde flere gode indtryk: 

Der er ingen fartpilot eller varme i forsæderne. Klimaanlægget er ikke i stand til at holde varme i bilen, selv hvis du skruer temperaturen helt op på maksimum og accepterer, at du så høvler 30-40 km af den beskedne rækkevidde i frostvejr. Bilen burde sælges med en termokeddeldragt som køredragt, for uden varmt tøj risikerer du at blive forkølet bag rattet - det gjorde vi. Styretøjet er meget indirekte og upræcist omkring midterstillingen, så der skal hele tiden styres for at holde kursen. 

Bagenden er polstret til med bogstaver i forskellig farver og slags – det pynter ikke. 

© Søren Juul

Men Maxus eT90 er jo billig?

Ja, sammenlignet med andre pickupper på hvide plader, men samlekvalitet, materialer og finish står ikke mål med prisen på over en halv million kroner. “Motorrummet” under frontklappen er pletvis malet med karrosserifarve og dækket af med et tværliggende skjold fra en fossilmotor, hvilket ser halvhjertet ud i noget, der slår sig op på at være Europas først elbil i en klasse. Plastikken i kabinen er hård som sten og infotainmentsystemet er meget lidt samarbejdsvilligt: Apple CarPlay virker ikke under test, hverken med kabel eller trådløst – og trykskærmen reagerer enten ikke eller med stor forsinkelse på input. Det var også et problem med den forrige Maxus, vi testede - men denne gang oplevede vi dog ingen problemer med at få bilen til lade op. Ikke desto mindre…

Vi synes…

Maxus eT90 har nogle gode, praktiske egenskaber og en troværdig rækkevidde på omkring 300 km, men Maxus skal oppe sig på kvalitet og sænke prisen, hvis ikke eT90 skal stemples som en for dyr kinesisk kopi af de amerikanske pickupper ude på byggepladsen. 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...