Mate x Moncler
© Victor David Kraft

Vi tester en Moncler-elcykel lavet af danske Mate, som er pænt vild

Har du spottet de vilde Mate-elcykler i gadebilledet? Nu har de lanceret en bombastisk model i samarbejde med luksus-tøjmærket Moncler. Vi giver dig 5 facts fra vores test her!

15. september 2020 af Victor David Kraft

Biler, motorcykler, scootere, løbehjul - vi tester alle transportmidler, men vi kommer også med vores ærlige vurdering. Derfor takkede vi ja, da MATE.BIKE kontaktede os og spurgte, om vi ville prøve deres mest vanvittige elcykel nogensinde. 

Læs de fem vigtigste detaljer herunder og se priser og specifikationer nederst i artiklen.

1. Mate x har dæk tykke som en python-slange

Er du en cykelnørd, ved du, at du både skal tage højde for at rullemodstand og vindmodstand, når det kommer til cykeldæk. Derfor har både tykkelse og lufttryk noget at sige, når du skal finde den optimale dækmontering. Vi aner ikke, hvad MATE har tænkt, da udstyrede x-modellen med snehvide dæk i XXL, men de samler i hvert fald opmærksomhed overalt. Børn taber sutten, unge kaster håndtegn og gamle kigger foragede på monstercyklen. Godt nok er hjulene tunge at cykle i gang, hvis du har slået elmotoren fra, men de sikrer til gengæld en fin komfort. 

Mate x Moncler

Hjulene måler 20" og dækkene er 4" brede.

© Victor David Kraft

2. Mate x's vildeste elmotor er for kraftig til DK

Vi testede den "lille" variant med en elmotor på 250 watt. Den hjælper dig hurtigt og effektivt og på 25 km/t, og herfra må du så selv arbejde dig videre op i fart. MATE.BIKE sælger mange elcykler til det amerikanske marked, og her er lovgivningen for elcykler mere lempelig end i EU. Derfor kan du også købe MATE x Moncler i en variant med en 1000 watt-motor, der dog overskrider dansk lovgivning, som sætter grænsen ved netop 250 watt. Desuden fås den kraftigste variant med 'thumb throttle', hvor du med et enkelt fingertryk kan accelerere op til 52 km/t uden at træde i pedalerne. 'Thumb throttle' er IKKE lovligt at køre med i Danmark.   

Mate x Moncler

Bafang-motoren leverer det, den skal. Udenfor EU er den voldsomme motor med 1000 watt lovlig. 

© Victor David Kraft

3. Mate x har sin egen Moncler-jakke

På Bil Magasinet har vi kørt usandsynligt mange vilde køretøjer, men vi er alligevel overraskede over, hvor meget folk går amok, når de ser noget fra Moncler. Hvis du ikke ved det, så laver Moncler blandt andet hamrende dyrt tøj - altså vi snakker 1.800 kr. for en t-shirt. Det kan unge smarte mennesker naturligvis ikke stå for, så når du cykler rundt med Moncler-logoer over det hele, må du leve med konstante tilråb fra alle de hippe typer. For lige at toppe det hele, så fås cyklen med sin egen Moncler-jakke, der sættes omkring stellet, hvor batteriet er. Jeps... den er god nok. 

Mate x Moncler

Bare indstil elmotoren til højeste niveau, træd rundt i pedalerne og så er det ellers afsted.

© Victor David Kraft

4. Du kan folde Mate x sammen, men...

... du skal altså være klar over, at cyklen vejer omkring 30 kg, og derfor skal du ikke tro, at du klapper den sammen, smider den op på ryggen og bærer den med op på 4. sal hver morgen og aften. Så skal det i hvert fald være som et led i en absurd crossfit-øvelse. Selv når elcyklen er foldet samme, er den ikke helt lille, så hvis du påtænker at smække den ind bag i bilen, så tjek lige, at du overhovedet har plads. Når cyklen er foldet sammen måler den 78/103/59 cm i højden/længden/bredden. 

Mate x Moncler

Med 30 kg er cyklen tung, men det giver alligevel nogle muligheder, at den kan foldes sammen. 

© Victor David Kraft

5. Batteriet er udtageligt og lover op til 120 km

Da batteriet er udtageligt er du ikke afhængig af at finde en stikkontakt dér, hvor du har parkeret cyklen. Du foldes simpelthen bare cyklen sammen, tager batteriet ud og tilslutter det via en oplader, der er på størrelse med dem, du kender fra bærbare computere. Det er nemt, og det er sådan det skal være. MATE.BIKES lover en rækkevidde på op til 120 km, men så langt nåede vi dog ikke. 

Det er svært at sige, hvor langt MATE x Moncler kan køre på en opladning, da det afhænger af, hvor hårdt du selv træder til, og hvor indgribende elmotoren skal være. Elmotoren kan nemlig indstilles i 9 trin, der definerer, hvor meget 'hjælp', den skal give. Vi nåede omkring 70 kilometer på en opladning, hvilket er fint. Opladningstiden på 8 timer er ikke banebrydende, når vi tænker på, hvor langt fremme, ladeteknologier er i dag.    

Mate x Moncler

Batteriet er på 17 Ah, og kan tages ud i forbindelse med opladning. 

© Victor David Kraft

Mate x Moncler | Specifikationer og priser

Opbygning

  • Foldbar elcykel
  • Hydrauliske skivebremser for og bag
  • 8 gear, Shimano

Motor

  • Bafang elmotor
  • 250 watt

Batteri

  • Samsung, udtageligt
  • 17 Ah, 48 volt
  • Op til 120 km rækkevidde
  • Ladetid 8 timer

Pris

  • 29.849 kr.
Mate x Moncler

På skærmen aflæser du hastighed, batterispænding samt hvor indgribende, elmotoren er.

© Victor David Kraft
Mate x Moncler

Via knapper på venstre side af styret indstiller du, hvor kraftigt elmotoren skal assistere under kørslen.

© Victor David Kraft

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...