Biltest af Lexus RX 300 4WD Van
Biltest af Lexus RX 300 4WD Van© bilmagasinet.dk

Lexus RX 300 4WD Van

Lavpris-luksus?

22. februar 2001 af Bilmagasinet

Af: Peter Clausen

Det har sin pris at køre luksus-4x4 på gule plader

KAN MAN LEVE med nummerpladernes farve, er en van-udgave af en eksklusiv SUV en forholdsvis billig genvej til en luksusbil i hvert fald på papiret. Bare se på Lexus RX 300. På gule plader koster den 427.995 kr. (359.995 kr. uden moms) mod 879.994 kr. på hvide, og eneste forskel er det manglende bagsæde.

Fundet for de penge. Eller hvad?
Præstationerne er i hvert fald på et pænt niveau, selv om topfarten er begrænset til 180 km/t på grund af dækkene. Det giver et brutalt ryk, når elektronikken lukker for hanen, men det er kun et problem på Autobahn, og RX 300 har kræfter nok, selvom den ikke helt kan hænge på Mercedes ML 320 og BMW X5 3,0. De 201 hk og 283 Nm rækker til en 0-100 km/t-tid på 9,2 sekunder.

I modsætning til Lexus GS 300 og IS 300, der har rækkemotorer, har RX 300 V6eren fra Toyota Camry motoren ligger nemlig på tværs, fordi RX 300 deler platform med Toyota RAV4, og så er der ikke plads til en rækkesekser. Men det gør ikke noget, for V6eren er diskret og kultiveret. 4-trinsautomatikken giver en dejlig afslappet kørsel, affjedringen er ikke 4x4-hård, og på motorvejen er komfort og stabilitet på personbilsniveau. Man mærker, at RX 300 først og fremmest er bygget til asfalt.

Det gør man til gengæld også, når vejen hører op, for terrænegenskaberne er middelmådige. Men det kan være ligegyldigt. De ægte 4x4-freaks køber alligevel en Toyota LandCruiser i stedet, og meget sigende om klientellet fås RX 300 også i en tohjulstrukket version i USA.

Indtil videre holder billedet af den billige luksusbil, men det falmer lidt bag rattet. Touchscreen-betjening af lyd og klimaanlæg er ganske vist en fed detalje, og at plast og design mere er på Avensis end Mercedes-niveau, kan man måske leve med. Det er sværere at acceptere, at rattet kun er højdejusterbart, og at fartpilot ikke er standard i billigste version.

Og når vi finder lommeregneren frem, ser vi, at man ikke får noget forærende. Det kræver en forsigtig fod at få RX 300 over 7 km/l, værditabet er enormt, og ved privat kørselryger der en strafafgift på 4.840 kr. oven i vægtafgiften. Nok er prisen halveret, men også på gule plader er Lexus RX 300 en bil for tunge tegnebøger. Eller firmaer.

LEXUS RX 300 4WD Van 427.995 kr.

Tekniske data
Motor: V6, 2.995 cm3, 24V. Ydelse: 201 hk v. 5.600 o/min. 283 Nm v. 4.400 o/min. 0-100 km/t: 9,2 sek. Topfart: 180 km/t. EU-mix: 7,7 km/l. Årlig ejerafgift: 7.850 kr. (privat brug)

Totaløkonomi:
En 4x4 med benzinmotor har det hårdt på brugtmarkedet, fordi brændstofudgiften ikke vil hue de næste ejere - de vil snarere se sig om efter en dieseldrevet Mercedes ML 270 i stedet. Regn med minus 40 pct. (uden moms 144.000 kr.) efter tre år/50.000 km.
Reservedelsindeks: 135
Service ekskl. materialer:
15.000 km: 1.820 kr.
30.000 km: 3.943 kr.
45.000 km: 1.820 kr.

Vi synes:
Dejlig vogn, men luksus har altid sin pris

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...