Uden tvivl den ondeste Lexus nogensinde. Alt er formet for at opnå optimal aerodynamik © Anders Richter/Bil Magasinet

Lexus LFA

Vi giver den 10-cylindrede superbil gas - i verdens mest farthadende land

21. februar 2011 af Anders Richter

10-cyl. superbil

Motoren skriger, mens jeg prøver at forcere hårnålesvingene op ad en mindre bjergside. Alle dytter. De hader larm her i Schweiz. Virkelig. Faktisk var der engang en lov, der forbød at smække din bildør hårdt. Men jeg er ligeglad, for den her lyd er så speciel, så høj, så ren, så vild.

De 10 stempler under hjelmen er i perfekt harmoni, og det kan høres. En lille drejeknap på højre side af instrumenterne laver grafikken foran mig om. I stedet for at tælleren viser alle omdrejninger, har den nu sorteret de første 4.000 fra. Det vil sige, at jeg har bedre mulighed for at skifte gear på det helt rigtige tidspunkt. Halv gas, og du kan mærke superkræfterne. Fuld gas, og din krop bliver skudt ned i de futuristiske, røde lædersæder. Ethvert bump i asfalten får omdrejningerne til at hoppe. Skriget bliver højere, indtil kulfiberbremserne får trykket farten ned. Rundt i svinget er det tydeligt, at jeg ­balancerer på en knivsæg. En millimeter for meget, og kræfterne vil smide bagenden ud. Rolig, rolig, rolig, hen til udgangen af svinget og fuld gas, mens LFA’en vrikker med sin onde bagende.

Det er med en kvalmende frygt, at jeg nogle timer forinden indtager cockpittet i Lexus LFA. Ikke så meget på grund af dens aggressive former eller den syngende V10’er, der tager omdrejninger hurtigere end noget andet på kloden. Fra motoren går i tomgang, og du trykker på speederen, til du rammer begrænseren, går der 600 millisekunder. Det er så hurtigt, at ingen analog omdrejningstæller kan følge med. Derfor er nålen foran mig i stedet en grafisk tegning lavet af en japansk computernørd.

Første gang, jeg dapper til den, kan jeg mærke sveden perle på min kolde pande. For jeg ved, at så snart jeg kommer ud på vejen, vil jeg ikke kunne lade være. Lexus LFA er skabt til at få bank, skabt til at være det ypperste inden for japansk bilindustri. Der er bare et enkelt problem. Jorden under mig indgår i det schweiziske rige. Landet, der hader biler. Landet, der mener, at biler skal køre på el og helst under 50 km/t.

Jeg har hørt skrækhistorier om bødetaksterne i Schweiz. Rammer du 61 km/t i en byzone, koster det dig 1.300 danske kroner. Da jeg er udlænding, skal de falde kontant, ellers tager de bilen i pant, hvilket vil gøre mig upopulær i det japanske hovedkvarter, da der i skrivende stund (februar 2010) kun findes tre færdiglavede eksemplarer af Lexus LFA.

Men jeg er ikke engang kommet til det mest foruroligende.

Kommer du over 160 km/t på motorvej, hvilket en LFA klarer på 7,8 sekunder, skruer de virkelig bissen på. Her skal der betales tyve procent af din nettoindtægt eller minimum 5.200 kroner kontant, og oven i hatten får du tre dages betinget fængsel. Samtidig fortæller manden, der har fået til opgave at følge den specielle Lexus gennem tykt og tyndt, at de tyske prøveplader, som lige nu sidder på bilen, er udløbet for længst, og skulle vi møde politiet, skal jeg endelig ikke stoppe. Ikke under nogen omstændigheder. Oddsene for, at dagen ender lykkeligt, ser indtil videre ikke gode ud.

Alt er skabt fra bunden

LFA er ikke baseret på eksisterende dele. Den er bygget fuldstændig fra bunden af et team af koncernens bedste ingeniører, og det var ingen nem opgave, for de havde ingen anelse om, hvordan de skulle bære sig ad. De vidste kun én ting, nemlig at den nye model skulle redefinere begrebet ‘japansk superbil’ til det 21. århundrede. Bag rattet ved jeg, at det er lykkedes. Intet af en sådan kaliber har nogensinde forladt den del af verden.

Hele bilen er bygget op i kulfiber, hvilket hjælper med at holde egenvægten nede på 1.480 kg. Oprindeligt skulle den bygges i aluminium, men da bilen stod færdig, var den blevet for tung. Derfor skrottede de den, vendte tilbage til tegnebrættet og bestemte sig for, at kulfiber var en bedre idé. Der var bare lige et problem. Ingen af dem vidste noget som helst om at bygge biler i det materiale. Det nemmeste ville have været at hive en masse eksperter ind udefra eller simpelthen outsource den del af udviklingen, men sådan leger de ikke i Japan. I stedet tog de den lange og møjsommelige vej med at studere alt, hvad de kunne finde om materialet, og derefter prøve sig frem.

Så gik de i gang med undervognen, som er fremstillet i aluminium. Krængningsstabilisatorerne er hule for at spare vægt, ligesom mange andre undervognskomponenter også er. Fælgene kommer fra BBS og er tyve tommer i diameter, og det er nødvendigt, når der er smidt et sæt kulfiberbremser på i størrelse gigant.

De virker, skal jeg hilse og sige. Men det, der virkelig tæller, er motoren. Maskineriet findes ikke i nogen anden bil. Det har 10 cylindre, men er ikke fysisk større end en V8-motor, og samtidig vejer den mindre end Toyotas egen V6’er. Til hver cylinder er der monteret et separat gasspjæld for bedst mulig speederespons. Mekanikken er udviklet i samarbejde med Yamaha, og det er noget af en maskine, de har fremstillet. Målet har været at skabe en motor med en så lav inerti, at den bliver så omdrejningsvillig som muligt. Det er gjort ved at bruge dele i titanium, magnesium og alu. Til sidst har de monteret tørsumpsmøring, som kan holde olietrykket højt, selv hvis side­accelerationen ryger over 2G.

Den ligner noget fra fremtiden
Efter en lille 180-graders-vending er jeg på vej ned ad bjerget igen, og havde jeg nu ikke haft en hjerne, som sætter lyden fra en V10-motor over alt andet i verden, ville jeg aldrig have gjort, som jeg nu gør. Fuld gas. Næste gear bliver slynget ind, da jeg trykker på palen til den sekventielle gearkasse. Med kulfiberskiverne aktiveret stopper bilen med en kraft så hård, at det føles helt uvirkeligt. Fornemmelsen er så direkte, at du næsten kan føle, hvor mange kølehuller i skiverne klodserne passerer.

Med terrænet pegende nedad er det straks værre at køre hårnålesving i Lexus LFA. Ikke fordi den er tricky at køre, for det er den ikke. Du kan tydeligt mærke, hvordan bagenden begynder at arbejde sig ud stille og roligt. Problemet er bare, at testbilen udgør så stor en værdi for koncernen, at giver jeg den en skramme, vil selv den lokale sushimand i Danmark verfe mig ud af butikken. Derfor losser jeg i stedet Lexusen ind i en lille bondeby for at se, hvordan den opfører sig her.

Landsbyboernes hjerter springer et slag over, da de ser den. Og jeg kan godt forstå, hvorfor folk bliver bange, for den ser virkelig ond ud. At formen følger funktionen er tydeligt. Prøv for eksempel at se sidespejlene, der er formet, så luften bliver kanaliseret ind i hullerne ved sideruderne, som rummer hver deres køler. Bagenden, som ser mere hård ud end Chuck Norris’ silhuet ved daggry, og spoileren rejser sig for at kunne fremvise de mest gennemførte mekaniske dele.

Det kræver dyb koncentration, når du ved, at bilen er uvurderlig og kræfterne enorme

© Anders Richter/Bil Magasinet

Og bilen er lige så gennemført indendørs. Herinde skal du glemme alt om, hvad du ved om normale bilkabiner. Det føles faktisk som at sætte sig ind i et stykke af fremtiden. Instrumentbordet ligger nærmest vandret, midterkonsollen er høj og helt flad, mens urerne foran mig er én stor LCD-skærm.

Jeg stiller bilen og træder et par skridt tilbage. Lexus har med den her bil prøvet at lave en superbil til et nyt årtusinde, og det er i sig selv lykkedes. Problemet er bare, at europæerne har gjort det i en evighed. Vi har allerede Ferrari 599 og Aston Martin DBS. De har de samme præstationer og cirka samme kræfter, men et helt andet prisskilt. Selvfølgelig er der kælet for detaljerne i Lexusen. Det er lidt ligesom at vælge shiitakesvampe frem for champignoner, men prisforskellen er hamper.

Der er politiet!

Første og eneste japanske hyperbil
Bestiller du din Lexus LFA nu, skal du hive omkring otte millioner op af hatten, og bilen bliver først leveret langt inde i 2011. Til sammenligning skal du kun smide omkring seks millioner for en Ferrari 599, og den britiske rival er endnu billigere. Er det rimeligt? Nej, selvfølgelig ikke, det er vanvittigt! Den her bil er vanvittig.

Jeg kan ikke finde et eneste argument for ikke skulle spare et par millioner og købe en af konkurrenterne, eller jo, det kan jeg så alligevel godt. For det her er den første og eneste af sin slags. Prøv lige at se, hvor mange hyperbiler du kan nævne af japansk afstamning. Nissan GT-R? Arhh, det er lidt en folkesupersportsvogn. Honda NSX? Hmmm, den er lidt mere japanernes svar på en Porsche 911.

“Den er dælme svær at retfærdiggøre”, tænker jeg, mens jeg bremser helt ned på en fuldstændig øde landevej. Min hånd drejer stilken på siden af instrumentbordet over i sport. Omdrejningstælleren ændrer sig, og intervallet op til 10.000 omdrejninger dominerer mit udsyn. Fuld kraft fremad. De brede hjulvalser sender et røgslør ud, mens lyden samler sig som en luftlomme inde bag ruderne. Det er ikke så underligt, for der er op til flere lydkanaler i bilen, som har til opgave at kanalisere lyden ind i sindet. Og hvilken lyd! Vi skal over i Formel 1 for at finde et firehjulet køretøj, der kan diske op med sådan et lydspor. Bilen går fuldstændig banzai, mens instrumentet foran mig febrilsk blinker rødt for at overtale mig til at sende næste gear ind. Et lille ryk, og mit korpus bliver endnu engang omklamret af det røde læder. Det går så stærkt, og det føles så vildt. Mit hoved kan ikke engang forstå alle de indtryk, der skal igennem systemet, for det er så speciel en oplevelse.

Og så ser jeg politiet.

Selvfølgelig skal de være her nu, lige fem minutter før jeg skal aflevere bilen. Asfalten forsvinder under mig i en rasende fart hen mod den rundkørsel, hvor de blå blink tager en ekstra omgang. Mine hænder har aldrig været så fugtige som nu. Skal jeg køre fra dem? Skal jeg stoppe? Den beslutning bliver jeg frataget retten til, da personen i passagersædet vifter med armene og råber: “Right, go right!”. Ud over stepperne, rundt om et hjørne, ind i et industrikvarter og ud på den anden side. Pludselig er vi der, hvor jeg skal aflevere bilen. Hvor de blå blink blev af, er jeg pludselig ligeglad med, for Lexus LFA er imponerende.

Jeg vil ikke påstå, at man på nogen måde kan retfærdiggøre prisen. Men det er første og måske sidste gang, japanerne går fuldstændig banzai med en bil.

Se Anders Richters galleri med flere billeder fra Schweitz

Hvis du glemmer prisen, bliver du hurtigt forblændet af Lexusens fantastiske egenskaber. Men 8,6 millioner? Otte komma seks!?!

© Anders Richter/Bil Magasinet

 

Video: LFA fra 0-260 km/t

Video: LFA danser med fotomodel


Video: LFA smadrer champagneglas

Sådan lavede de videoen

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.