Kørselsfradraget følger med udgifterne
Kørselsfradraget for 2023 er kommet, og det er lidt af en fuser. Det skriver FDM. Kørselsfradraget gives til folk der rejser over 24 km til og fra arbejde om dagen.
Det kaldes også befordringsfradraget og baseres på udgifter vedrørende benzinpriser, vedligeholdelse og forsikring af bilen. Befordringsfradraget beregnes på baggrund af kørsel i bil, men tilfalder alle, der rejser mere end 24 km om dagen til og fra arbejde.
I forbindelse med de nye satser for kørselsfradraget udtalte formanden for skatterådet, Jane Bolander følgende:
"Tilbage i april 2022 regulerede vi i Skatterådet ekstraordinært satserne på grund af uforudsete stigninger af benzinpriserne, og nu hæver vi igen satserne for 2023. Årsagen til, at satserne stiger, er, at vi skønner, at benzinpriserne vil stige yderligere, samt en forventning om, at udgifter ved at holde bil vil stige. Det påvirker alt sammen satsen i en opadgående retning."

Minimale stigninger
De øgede benzinpriser og stigningen i kørselsfradraget i midten af året, gjorde at kørselsfradraget for næste år var imødeset med store forventninger. Skatterådet noterer sig øgede udgifter til at holde bil, bl. a. regner de med en gennemsnitlig benzinpris på 15,87 kr., men alligevel er den tilsvarende stigning for kørselsfradraget i 2023 minimal.
Den øges med kun 3 øre, fra 2,16 kr. pr. km. til 2,19 kr. pr. km, hvis du kører under 120 km til arbejde og kun 2 øre, hvis du kører over 120 km fra 2,08 kr. pr. km til 2,10 kr. pr. km.
Det samme gælder befordringsgodtgørelsen, som gælder, hvis du bruger egen bil på arbejdet. Den stiger fra 3,70 kr. pr. km efter reguleringen i april i år til 3,73 kr. pr. km i det nye år, for de første 20.000 km. Når du runder de 20.000 km er satsen kun 2,19 kr. i 2023, hvilket er en stigning på to øre fra nu.

Konkret for dig
Stigningen på et par øre pr. km lyder ikke af meget og er det heller ikke. FDM har udregnet at "en pendler, der årligt kører 10.000 km til og fra arbejde, blot kunne købe godt to liter benzin for stigningen i befordringsfradraget næste år. Derfor kan pendlerne med rette føle sig skuffede,” udtaler forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru.