Isuzu D-Max 4x4 Crew Cab Exclusive Aut. har sikkerhedssystemer, som leder tankerne hen på niveauet, man finder i personbiler. Den nye pickup kan genkende vejskilte, overvåge krydsende trafik bag bilen, holde bilen mellem vognbanelinjerne med aktive styreinput samt holde afstand til forankørende via en velfungerende adaptiv fartpilot. Fokus på sikkerhed sikrede pickuppen de maksimale fem stjerner i Euro NCAPs crashtest i 2020.
Vildt udseende
Til trods for den høje sikkerhed er D-Max langt fra over-fornuftig og kedelig – se bare dens ansigt. Isuzu har på få år fået skåret sig en forretning i Danmark, hvor skræddersyede løsninger er alfa og omega. Testbilen tager sig unik ud med blandt andet aggressive fælge og dæk med terrænmønster samt diverse stafferinger og udbygninger af karrosseriet samt et rullelåg til ladet – fremstillet af det danske firma, Mountain Top.
Låget til ladet er produceret af danske Mountain Top – det koster 16.792 kr. inkl. bøjlen ved bagruden.
Luksuriøs kabine
Kabinen byder i mellemste udstyrsniveau, Premium, på lædersæder med elektrisk indstilling, delvist digitale instrumenter, otte kopholdere, 4-vejs justerbart læderrat samt en stor touchskærm. Når man aktiverer stilken til rudevask, er dyserne til sprinklervæsken indbygget i viskerarmene – Isuzu er gået grundigt til værks.
Isuzu D-Max har lang garanti – der kan forlænges
D-Max har en flot garanti på fem år eller 100.000 kørte kilometer, hvad end kommer først. Er der ønske om yderligere livrem og seler, tilbyder Isuzu et program kaldet Isuzu D-Care, der mod betaling forlænger fabriksgarantien til syv år og 160.000 km. Bravo.

Ligner det her en arbejdsbil? Nej vel.
En sand arbejdshest
Derudover tilbyder D-Max klassiske dyder i klassen for kommercielle ladvogne som firehjulstræk og reduktionsgear samt en lasteevne på ladet på et ton og et anhængertræk, der må trække op til 3.500 kg.
Hvis du er interesseret i at læse mere om Isuzu D-Max og andre spændende biler, kan du med fordel og rabat tegne et abonnement på Bil Magasinet.
Motoren er achilleshæl
Drivlinen er en 1,9-liters turbodieselmotor med 163 hk og 360 Nm koblet til en sekstrins automatgearkasse. Fra et drejehjul vælger man mellem bag- eller firehjulstræk – samme sted aktiveres reduktionsgearkassen, ligesom der er også er specielle køreprogrammer til blandt andet nedkørsler. Motoren er grov i lyden, og den mangler et større kraftoverskud, hvilket er ærgerligt og føles gammeldags i den på andre områder fremadskuende og moderne Isuzu D-Max.

Den 4-cylindrede turbodieselmotor yder 163 hk og 360 Nm. Den er parret til en 6-trins automatgearkasse med momentomformer.
Priserne
Prisen for en Crew Cab Van er 338.125 kr. inkl. moms med Premium-udstyr og manuelt gear. Som Exclusive Van med automatgear som testbilen er prisen 363.125 kr. inkl. moms. Som personbil med fem sæder begynder D-Max-priserne ved 628.845 kr.

Her Isuzu D-Max som Crew Cab – pickuppen findes i yderligere to karrosseriudgaver – Single Cab og Extended Cab.