© bilmagasinet.dk

Gisp: Fiat/Dodge på vej til Danmark

Fiat-bastard baseret på Dodge Journey får premiere i Genève

25. januar 2011 af Bil Magasinet

På biludstilling i Genève debuterer Fiat med den første bilmodel, der kommer ud af partnerskabet med Chrysler Group. Fiat Freemont har plads til syv personer og er baseret på Dodge Journey, som Mikkel Thomsager tester her for Bil Magasinet.

Familiebilen er 489 cm lang, 188 cm bred og 172 cm høj (Dodge Journey: 489/184/167 cm), har en akselafstand på 289 cm og et bagagerum på op til 1.461 liter med bagsæderne lagt ned.

Bilen har syv sæder som standard. Standard er også 3-zone klimaanlæg, nøglefri adgang, fartpilot, dæktrykmåler, tågeforlygter og trykfølsom farveskærm såvel som ratbetjent multimedianlæg. Den findes desuden i en version med 17 tommer alufælge, 8,4" trykfølsom skærm, dvd-afspiller, SD-hukommelseskort, Bluetooth, parkeringssensorer, elklapspejle, automatisk op/ned-blænding, tonede bagruder og tagbøjler. Syv airbags, ESC-system og bakkeholder er også standard.

Fiat Freemont er forhjulstrukket og introduceres med en 2,0 MultiJet turbodieselmotor på henholdsvis 140 hk og 170 hk og manuelt gear. På et senere tidspunkt vil den også blive lanceret i en 4x4-version med en 3,6 benzin V6-motor med 276 hk. Dieselmotoren i Dodge Journey var VW's 2-liters TDI, men denne erstattes altså til fordel for Fiats egen dieselmotor.

Introduktionstidspunkt og priser for Fiat Freemont på det danske marked kendes endnu ikke.

© bilmagasinet.dk

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...