Fisker Latigo CS

Danske Henrik Fisker byggede denne bil, som i dag er fuldstændig glemt

Fisker Latigo CS var den danske bildesigner Henrik Fiskers værk, men den blev aldrig nogen succes, for Latigo CS blev kun produceret i to eksemplarer. Bil Magasinet kører prototypen.

20. september 2020 af Mikkel Thomsager

Henrik Fiskers ukendte kreation

Der står Fisker i rattets nav, men nøglen er umiskendelig en BMW-nøgle fra midten af 00’erne. Det udvendige design er helt unikt med en genkendelig og elegant streg fra den danske bildesigner Henrik Fisker, men det kræver kun en køretur på få meter bag rattet, før står det klart, at teknikken er hentet fra en BMW 6-serie coupé fra 2005. Og sandheden er præcis den: Fisker Latigo CS er en BMW 650Ci fra 2005, som er redesignet og omformet i Henrik Fiskers eget design og præg, alle de steder det kan lade sig gøre uden dog at ændre på bilens grundlæggende teknik og funktion. 

Resultatet er en klassisk elegant sportscoupé med masser af effekt og topmoderne-teknik fra 2005, som da den blev lanceret på den internationale biludstilling i Frankfurt i efteråret 2005. 

Fisker Latigo CS

Der er små ændringer af layoutet på midterkonsollen, men ellers begrænser ændringerne i kabinen sig til overfladematerialerne.

Fisker Latigo CS er navnet

Det burde være det indlysende valg for enhver velhaver med ønsket om at køre i en elegant, effektiv sportsvogn, som ingen andre har – ikke mindst i USA. Og netop dét var tanken bag forretningen, Fisker Coachbuild, som Henrik Fisker startede op samme år. Desværre gik det ikke helt som håbet, og denne Fisker Latigo CS, der i dag står hos forhandleren af klassiske biler, CC Cars i Ans ved Viborg, er en af kun to producerede Latigo CS. Som der står på midterkonsollen, er dette nr. 000 ude af 150 – altså prototypen.

Mere populær blev Latigo’s åbne søsterbil, Tramonto, der nåede at blive produceret i 15 styk, som tilsvarende var en Mercedes SL 600 tilsat Fiskers visuelle udtryk. Tramonto blev præsenteret på biludstillingen i Paris i efteråret 2006.

Fisker Latigo CS

Fisker-kabinen er stort set identisk med BMW 650Ci, men midterkonsollen er hævet bagtil og helt om på bagsædet.

Fisker står bag flere topbildesigns

Henrik Fisker, der i dag er 55 år, stammer fra Allerød nord for København, men han fik sin uddannelse som bildesigner fra det anerkendte “Art Center College of Design” i Schweiz i 1989. Han startede samme år sin karriere som bildesigner hos BMW. De følgende 12 år blev han der og steg fortløbende i graderne. Hans svendestykke som designer blev BMW Z8 fra 2000, men han var angiveligt også involveret i udviklingen og designet af den første generation af BMW X5.

I 2001 forlod Henrik Fisker BMW til fordel for et job Aston Martin, som på det tidspunkt var under Ford’s ejerskab. De stod foran et større udviklingsprojekt, som skulle genoplive det klassiske britiske sportsvognsmærke. Resultatet blev to modeller fra Fiskers hånd, som efterfølgende skulle definere Aston Martin’s designstrategi i 15 år frem: Aston Martin DB9 blev præsenteret i efteråret 2003, og den mindre Vantage blev præsenteret i foråret 2005.

Fisker Latigo CS

Selv indædte BMW-fans må indrømme, at Fisker havde langt mere held med profilen af Latigo, end BMW havde med den daværende 6-serie.

Henrik Fisker forlod Ford og Aston Martin

Allerede i januar samme år besluttede Henrik Fisker sig for at forlade Ford og Aston Martin til stor overraskelse for mange i branchen. Henrik Fisker er amerikansk gift og var blevet chef for Ford’s globale design­udvikling. Han fik ansættelse i Ford’s designcenter i Irvine, Californien, hvilket lignede drømmejobbet.

I stedet startede han sit eget firma Fisker Coachbuild sammen med sin gamle designven fra BMW-tiden, Bernhard Koehler. Første resultat af deres fælles anstrengelser stod klar i efteråret 2005, hvor Fisker Latigo CS blev præsenteret. Og altså bilen, du ser på billederne i artiklen hér.

Fisker Latigo CS

Startnøglen afslører tingenes tyske sammenhæng, men ellers er der strøet Fisker-logoer ud over alt.

Fisker Coachbuild ville skabe unikke biler

Før biler blev strømlinet til storproduktion af modeller med selvbærende karrosserier, var det at bestille en bil med et særligt udtryk efter kundens ønske, ikke unormalt – omend det var en bekostelig affære. Det var denne tradition, Fisker Coachbuild forsøgte at vække til live igen. De senere år er det faktisk blevet lettere at ændre på en bils udtryk inden for loves rammer. Flere og flere mekaniske og elektroniske dele er ganske vist godkendte af myndigheder, hvilket gør det dyrt at ændre dem. Pladedele er derimod i stigende grad monteret, så de er lette at skifte og adskille af forsikringsmæssige årsager. Den kendsgerning gør det tilsvarende let at ændre på en bils visuelle udtryk med nye pladedele. Det var den mulighed, Fisker Coachbuild ville udnytte til at skabe unikke biler med kendt og gennemprøvet teknik i små serier.

Fisker Latigo CS

Fisker Coachbuild står der på fodpanelet, men på hovedet i venstre side, mens det står rigtigt i højre side.

Fisker Latigo CS er baseret på BMW 6-serie

Fisker Latigo CS er virkelig unik. Det er tydeligt, at Fisker Coachbuild er gået så langt de kunne, for at ændre så meget som muligt på udgangspunktet, så de kunne kalde Latigo CS for deres egen og ikke “blot” en ombygget BMW 6-serie.

Lige præcis med BMW 6-serien (E63-generationen), der blev produceret fra 2003-2010, var der plads til forbedring. Modellen var designet under ledelse af BMW’s daværende og meget kontroversielle designchef, Chris Bangle, der også stod bag 5-serien fra samme periode. Han var kendt for sine bildesigns, som var mere aparte end smukke. 6-serien, som var coupé-udgaven af 5-serien, fik mere almindelige forlygter. Til gengæld fik den et besynderligt hækdesign, hvor det så ud som om, bagklappen lå oven på bilen, når man ser den i profil. En detalje, der også fandtes på den daværende 7-serie. Ingen af de to faldt i alles smag.

Fisker Latigo CS

Fisker var blandt de første til at udnytte LED-teknologien. Latigo CS #000 har andre baglygter end #001, der havde smallere baglygter.

Fisker designede også sine egne fælge til bilen 

Henrik Fisker viskede designet ud og startede forfra. Foran genbrugte han 6-seriens lygter, men gav dem et nyt lygtehus med nye LED-blink, placeret i den store grill. Bagtil fik Latigo CS en højere hæk med integreret bagklap, så der kom harmoni mellem front og bagende. Helt nye LED-baglygter gav Latigo CS sit eget udtryk. Faktisk er baglygtedesignet en anelse forskelligt på den første og den anden Latigo CS, der blev produceret. Til gengæld blev åbningen ned til bagagerummet mindre og læssekanten betydeligt højere på begge.

Og mens man er i gang, kan man selvfølgelig lige så godt designe en ny fælg til bilen. Fisker Performance Wheel er således et selvstændigt brand, der lancerede den 10-egede splitfælg kaldet FL-10 til Latigo i 20”, og året efter en 5-eget splitfælg kaldet FT-5 til den Mercedes-baserede Tramonto. Begge fælgdesigns blev efterfølgende fortsat produceret til eftermontering på BMW og Mercedes.

Fisker Latigo CS

No. 000 ude af 150, står der på midterkonsollen. Det blev dog kun til to eksemplarer af Latigo CS.

Det ligner en helt ny og unik bil

Kigger man karrosseriet efter i sømmene, kan man se, hvordan Fisker Coachbuild har demonteret de gamle pladedele, og fabrikeret nye, der er monteret med de samme fæstninger, som de, der er pillet af. I motorrummet er det tydeligt, hvordan forskærmene er boltet på, og i bagagerummet kan man se, hvordan den gamle bagklap gik betydeligt længere ned. 

Udvendigt er resultatet en helt ny bil, som man ikke forbinder med BMW’s 6-serie. Indvendigt er BMW-verdenen mere genkendelig. Fisker’s logo, der faktisk minder om BMW’s, pryder ratnavet, men nøglen er som nævnt den originale. Ergonomi og al primær og sekundær betjening genkendes, ligesom kontakter og greb også er fra BMW. Midterkonsollen har dog fået sit eget udtryk, og alle overflader inklusive rattet har fået en ny farverig beklædning i fine materialer, som nogle steder har klaret Californiens sol bedre end andre. 

Fisker Latigo CS

De brede 20” baghjul afslører, at ­Henrik Fisker gav den gas. Derudover tager Latigo CS sig ud som en elegant og velgennemført luksusbil.

Latigo CS kører også som en BMW

Bag rattet føles det som en BMW at køre bortset fra, at de 20” hjul koster på komforten. #000 tager udgangspunkt i V8-udgaven af 6-serien. Det vil sige en 4,8-liters V8 på 367 hk og 490 Nm.

Bag rattet mangler man ikke noget. Den klassiske V8’er er af den gamle skole og skal piskes for at præstere. Først over 6.000 o/min leverer den maksimum, og med omdrejningerne følger en klassisk V8-lyd, som giver bilen en ekstra dimension.

I 2006 kostede en BMW 650 Ci ifølge Bil Revyen 2006 1.524.409 kr. i Danmark. I samme udgivelse er en Fisker Latigo CS løseligt opregnet til 5,5 millioner kr. med afgifter.

Fisker Latigo CS

Kunne også fås med V10 fra BMW M6

Latigo CS kunne bestilles med alle de motorvarianter, 6-serien kunne fås med – inklusive M-­
varianten med V10-motor, og netop den konstellation er at finde i den anden Latigo CS, nummer #001, som tidligere har været til salg i USA.

Af annoncen på bringatrailer.com fremgik det, at den blev handlet på auktion i maj 2018 for 105.000 dollars svarende til ca. 725.000 kr. Hvad den om muligt endnu mere unikke men motorsvagere #000 af 150 skal koste i Danmark, må man henvende sig til CC-Cars i Ans for at få klarhed over. Herfra lyder det, at bilen er hentet til Danmark af en entusiast, som gerne vil afhænde til en behørig samler. •

Fisker efter Coachbuild

  • Fisker Coachbuild eksisterede fra 2005 frem til 2007, hvor det stod klart, at forretningsgrundlaget ikke var tilstrækkeligt. I august 2007 var Henrik Fisker klar med et nyt firma, Fisker Automotive, som blev skabt sammen med teknologi­virksomheden Quantum Technologies. Målet var at bygge en elbil, der var sjov at køre. Resultatet blev hybridbilen Fisker Karma, der blev lanceret i 2012.
  • Det følgende år blev der bygget 2.450 Fisker Karma, inden firmaet gik i betalingsstandsning i 2013 – blandt andet som følge af en konkurs hos en underleverandør, der leverede batterier til Karma.
  • Henrik Fisker etablerede derefter sin egen konsulentvirksomhed “HF Design & Technology”, der også tegnede en MC til danske Lauge Jensen. I 2016 etablerede han Fisker Inc. der udvikler og producerer elbiler, senest Fisker Ocean.

Fisker Latigo CS

  • Pris (ny) 5.500.000 kr.  
  • Motor V8, 4.799 cm3, 32V
  • Ydelse 368 hk ved 6.300 o/min, 490 Nm ved 3.400 o/min
  • Topfart 250 km/t
  • 0-100 km/t 6,0 sek.
  • EU-miks (NEDC) 8,7 km/l

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...