Henrik Fisker Ocean 2022
© Fisker PR

Fisker: Du skal betale 35.000 kr, hvis du vil blive forrest i køen til en Ocean

Spørgsmålet er om det er pengenød der driver en ekstrabetaling til folk der har reserveret en Fisker Ocean

8. juli 2022 af Gustav Reeh Persson

Fisker Ocean har 50.000 reservationer

Den danske bildesigner Henrik Fiskers nye elbilssatsning hedder Fisker Ocean, og allerede inden der er produceret en eneste bil, er der lavet over 50.000 reservationer på modellen. De 50.000 er dog ikke længere sikret en af de første biler, når den begynder at rulle af samlebåndet fra november i år. 

At reservere en Fisker Ocean har indtil nu kun kostet et depositum på 250 dollar (ca. 1.830 kr.), men nu har Fisker bedt om et langt højere beløb - 5.000 dollars (ca. 35.000 kr), hvis man vil beholde sin plads forrest i køen. Det har fået flere medier til at spekulere i, om selskabet mangler penge.

Henrik Fisker Ocean 2022
© Fisker PR

First Edition for 35.000 kr. 

Med betalingen af 35.000 kr. er man sikret Fisker Ocean First Edition, der vil blive produceret 5000 af, før man begynder på de andre udstyrsvarianter Extreme, Ultra og Sport. Hvis man ikke hoster op med de 35.000 kr. kan det altså betyde, at der går endnu længere tid end ellers før man får fingrene i sin Fisker Ocean. 

First Edition er med modellens lanceringsudstyr, der samtidig er den dyreste model til 595.000 kr, mens den billigste udstyrsvariant (Sport) koster fra 325.000 kr., hvis priserne holder ved lanceringen. 

Henrik Fisker Ocean 2022
© Steen Bachmann

Det er ikke normal fremgangsmåde

De 35.000 kr. for en First Edition model gælder som udbetaling og er ikke refunderbar. Det betyder altså, at der hverken er leveringsgaranti eller mulighed for en prøvetur, inden man lægger de mange penge.

Ifølge Henrik Fisker selv kommer modellen i starten af 2023 til Danmark. Det koster stadig kun 2.000 kr. hvis man reservere en af de andre udstyrsvarianter af Ocean, dem kan man dog ikke forvente at få før næste sommer.  

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...