I Mexico City bor to brødre; Guillermo og Iker Echeverria. Deres vision om at bygge ultralette performancekøretøjer har skabt Mexicos mest rendyrkede sportsvognsmærke, VUHL.
Modellen 05RR havde verdenspremiere på Goodwood Festival of Speed i 2016. Den åbne og spartanske sportsvogn i stil med Ariel Atom og KTM X-Bow hører til på racerbanen, men er godkendt til kørsel på offentlig vej. Den fås også i Europa, og vil kunne indregistreres i Danmark.

VUHL leverede biler til Race of Champions 2019, der netop er afholdt i Mexico City med en dansk vinder, nemlig Tom Kristensen.
Tom K vinder Race of Champions 2019
At Vuhl 05RR er tiltænkt banekørsel, fremgår tydeligt af den store hækspoiler, kulfiberkarossen og selvfølgelig det manglende tag og forrude.
Derudover har Vuhl integreret flere features til trackday-entusiasten. Eksempelvis er der et standardmonteret HD-kamera mellem nakkestøtterne, der kan betjenes via midterkonsollen og optage din perfekte omgang på Jyllandsringen.
Vildere end tequila
Vuhl 05RR drives af en 385 hestekræfters Ford EcoBoost motor på 2,3 liter, der kan sende den 640 kg lette sportsvogn til 100 km/t på 2,7 sekunder – og videre til en topfart på 254 km/t.

Standardudgaven, Vuhl 05, kom på markedet i 2015 og har 285 hk.
Selvom du må køre den mexicanske racer på vejen, skal hver af Vuhl 05RR's 385 hestekræfter kun trække 1,7 kilo, så det er nok værd at tage en hjelm på, når du skal i Netto.
VUHL koster 800.000 kr. uden afgifter
Med sådan et kraft/vægt-forhold er der nemlig lagt i kakkelovnen til en rigtig hurtig indkøbstur, og ved over 250 km/t uden forrude kan du hurtigt miste et øje, hvis en bananflue krydser din vej.
Har du penge nok og savner et firehjulet legetøj, der skiller sig ud, koster Vuhl 05RR knap 800.000 kr. uden afgifter - og uden tag.

