Dansk elbil vil sætte verdensrekord

I denne weekend vil en dansk elbil forsøge at slå verdensrekorden på 1/8-mile

11. september 2015 af Bil Magasinet

I denne weekend vil den danskbyggede elbil TC-X forsøge at tage revanche efter sin jomfrutur, der i juni endte med en dramatisk afkørsel på to hjul – sidelæns med 180 km/h ind i en rapsmark under DHB på Vandel Flyveplads. Siden uheldet er bilen blevet repareret og er desuden blevet forstærket og forbedret ift. opsætning og vejgreb. Og under træningerne er tiderne kommet ned mod verdensrekorden på 5,95 sek. på en 1/8-mile (svarende til 201 meter).

Bedste tid sat af TC-X inden weekendens rekordforsøg er 6,20 sek med 186 km/h i udgangshastighed. Hvis alt går vel, bliver TC-X den hurtigste elbil nogensinde på distancen. Rekordforsøget kommer til at finde sted på den eneste permanente drag racing bane i nærheden af Danmark – nærmere bestemt Malmö Raceway – der denne weeend danner rammen om et kæmpe drag racing arrangement, hvor mere end 100 teams med biler og motorcykler kæmper i diverse klasser i mesterskabsserien Malmö Open.

Til lejligheden er banen ekstra godt præpareret, hvilket vil sige at friktionkoefficienten er den højest mulige, hvilket øger chancen for at alle - og dermed også TC-X - har de bedste muligheder for hurtige tider. Den forrygende hurtige (elbil) Tesla Model S P85D bruger 3,3 sekunder på at nå 100 km/h. Til sammenligning kører TC-X allerede nu på kun den halve tid, ca. 1,6 sek. og potentialet er der til at komme helt ned mod 1 sekund på 0-100 km/h!

Fakta om TC-X
TC-X er en danskbygget elbil til brug i dragrace. Målet er at gøre den til verdens hurtigste elbil (accelaration). Bilen er bygget af teamet True Cousins. Karosseriet er støbt i glasfiber i en form, der er en afstøbning af  fætrenes forrige racerbil, TC9. Bilen er naturligvis bygget på en professionelt bygget rørramme i Crom-Molybdæn stål, der højstyrkestål godkendt til dragracing.

0-100 km/t:  1,6 sek (indtil videre)

Vægt: 850 kg

Effekt: op til 1.200 hk leveret til motorene

Motorer: 2 stk. elmotorer fra gaffeltrucks

Batterier: Li-ion. 27,5 Ah, 400 Volt

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...