Lille Caterham er tilbage – nu med dansk pris

Den 3-cylindrede Caterham har været ude af programmet i nogle år. Nu er den tilbage, og denne gang med dansk pris – også som leasing.

24. september 2021 af Mikkel Thomsager

Det lignede blasfemi, da Caterham i 2013 præsenterede sin kendte 7’er med en 660 cm3 Suzuki-motor. Men det skulle vise sig, at briterne havde styr på administrationen af klenodiet. 

Skaberen af modellen, Colin Chapman, havde lav vægt som mantra for alle sin biler, og med den lille 3-cylindrede turbo-motor havde Caterham taget lav vægt ned på et nyt trin, hvilke sikrede royal underholdning med blot 80 hk. 

En smallerede sporvidde sikrede desuden, at bilen kan registreres i Japan under de særlige microbil-regler (Kei car).

Modellen var navngivet Caterham 160, som et udtryk for vægt/effekt-forholdet. Med en egenvægt på 500 kg, og 80 hk har den altså 160 hk pr. ton, selv om den kun vejer et halvt ton.

Leasing for 7.305 kr. pr. md.

Modellen udgik i 2019, men nu er den evigt unge model atter klar med Suzuki's 3-cylindrede motor. Denne gang navngivet 170, hvilket følger af, at motoren har fået en anelse flere hk, nemlig 86, samtidig med, at bilen er blevet en anelse lettere.

Opskriften er dog den samme, og det er præstationerne også. Caterham 170 går fra 0-100 km/t på 6,9 sekunder, topfarten er 160 km/t, den går 21,4 km/l, og denne gang er den danske agent klar med både nypris og leasingtilbud. 

Med afgift starter prisen ved 555.755 kr. hvilket kan konverteres til en månedlig ydelse på 7.305 kr. med en førstegangsydelse på 52.801 kr. via Caterhams danske leasingpartner Autoteknika.

Den mere baneorienterede "R"-version starter ved 590.965 kr.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...