Cadillac Eldorado Biaritz

Cadillac Eldorado fra 1959 var den fjerde Eldorado-model. Vægten var, alt efter udstyr, 2.300–2.400 kg.

Det bliver ikke mere amerikansk end en Cadillac Eldorado

I 1959 bygges den mest amerikanske amerikanerbil med et internationalt navn, og det blev en stor basse på et godt stykke over 2 ton, som måler 5,7 meter i længden.

3. oktober 2020 af Frederik T. Frey

Mød den legendariske Cadillac Eldorado

Cadillac Eldorado Biarritz – smag lige på navnet. Ja, det lyder som en sprogrebus eller et fantasinavn, der er udtænkt af en rejseguide. Cadillac er ærkeamerikansk med rødderne dybt plantet i V8-mulden, og alligevel hedder den åbne topmodel fra det skelsættende år 1959, Eldorado Biarritz. Eldorado er ifølge sagnet et slaraffenland med veje belagt med guld, der skulle befinde sig i Sydamerika, mens Biarritz er en mondæn kystby i den franske del af Baskerlandet.

Cadillac Eldorado Biaritz

Kalechen gemmer sig under det store dækken bagpå bilen – operationen af det er naturligvis fuldelektrisk.

Eldorado er 5,7 meter lang

Der er dog ikke meget europæisk eller sydamerikansk over den ekstravagante overflods-amerikanerbil, der er 5,7 meter lang. Netop i 1959 har Cadillac’en enorme halefinner med baglygter formet som raketter, hvis design er inspireret af datidens fascination af det ydre rum og “Rumkapløbet” mellem Sovjet og USA. Manden der slog stregerne til Cadillac’s flagskib var den bare 32-årige Chuck Jordan, der tidligere var involveret i det futuristiske togprojekt, Aerotrain. Siden krydsede han Atlanten og blev sat i sving i GM’s europæiske afdelinger, hvor han bl.a. stod fadder til designet af Opel GT og Opel Manta. 

Cadillac Eldorado Biaritz

I USA måles motorers størrelser i kubiktommer. Cadillac’en har en 390 “cubic inch” V8-motor. I Europa siger vi 6,4 liter.

Eldorado har 350 hk under hjelmen

For mange topper amerikansk bildesign og ekstravagance netop med Cadillac’en fra 1959 – for de sarte sjæle var toget allerede kørt lidt af sporet i dette år. Den statelige flyder savner ikke noget i motorafdelingen. Under den lange motorhjelm med kromdetaljer ligger en 6,4-liters V8-motor med 350 hk.

Cadillac Eldorado Biaritz

Bænksæde og et rat på størrelse med et fra en bus dominerer stilen i amerikanerflyderen, der naturligvis har servostyring.

Elsæder – i 1959!?!

Et gammelt ordsprog siger: “Klæder skaber folk”, og er Cadillac’ens radikale design ikke tilstrækkeligt, byder Eldorado Biarritz’en på en syndflod af detaljer og udstyr, der må have virket som luksuriøs science fiction, da bilen var ny. På bilens hæk er en særlig Eldorado-detalje, hvor bilen har et gitter mellem bagklap og kofangeren i krom. Gitteret har samme visuelle flet-udtryk som kølergitteret på 59’erens front. De heldige ejere kunne bl.a. nyde fabriksmonteret aircondition, fartpilot, elkaleche, elruder (også ventilationsvinduer), elsæder der kan justeres i seks retninger og luftundervogn... i 1959 – flere moderne biler kan i dag ikke matche den 61 år gamle Caddy’s udstyrsliste.

Cadillac Eldorado Biaritz

  • Pris: 
    • 7.400 dollars i 1959
    • Vurdering: Ca. 2,2 mio. kr. uden afgifter
  • Motor:
    • V8, 6.384 cm3, 16V
  • Ydelse (SAE):
    • 350 hk ved 4.800 o/min
    • 590 Nm ved 3.500 o/min
  • Præstationer 
    • Topfart: 205 km/t 
    • 0-100 km/t: 10,8 sek. 
    • Forbrug: Ca. 3,6 km/l
  • Mål og vægt 
    • Længde/bredde/højde: 572/204/138 cm 
    • Vægt/last/påhæng: 2.300/-/1.500 kg 
    • Dæk: 8.20-15

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...