© Totem Automobili

Mamma Mia! Er dette verdens fedeste elbil?

En klassisk Alfa Romeo skal dufte af benzin og brøle fra et par Weber-karburatorer, basta! Den nye Totem GT Electric får os dog til at vakle lidt i troen.

22. november 2020 af Søren Juul

Totem GT Electric har muskelsvulmende skærme som sit forbillede fra 1965, men fronten er faktisk 18 cm bredere og forsynet med moderne LED-forlygter. 

© Totem Automobili

I første omgang havde vi lyst til at ringe til Paven og melde Totem Automobili for rendyrket blasfemi. Den gudesmukke hyldest til Alfa Romeo Giulia GTA anno 1965 er nemlig en elbil.

Men så faldt vi i svime over billederne og præstationerne, der kan få enhver gammel Alfa til at snappe efter vejret i et lyskryds.

Prototypen her vejer 1.410 kg, men den serieproducerede bil kommer til at veje 1.270 kg. 

© Totem Automobili

Karrosseriet vejer kun 95 kg!

Bilen hedder Totem GT Electric og er den første kreation fra det nystartede firma Totem Automobili, der har til huse i Venedig-forstaden Marcon. Den er baseret på en Alfa Romeo Giulia GT Junior 1300/1600, der blev bygget som model mellem 1970 og 1975. Kun 10% af chassiset overlever i 2020-ombygningen. 

© Totem Automobili

Karrosseriet er erstattet af et nyt og mere muskelsvulmende karrosseri i kulfiber, der fortolker den legendariske Alfa Romeo Giulia GTA fra 1965.

Benzinmotoren ude foran er erstattet med et 50,4 kWh-batteri, som sender energi til en elcentermotor, der kan lave 518 hk og 980 Nm.
  
Kræfterne sendes til baghjulene, som skubber bilen fremad i heftigt tempo ifølge specifikationerne på prototypen: 0-100 km/t klares på 3,4 sekunder, og topfarten er 245 km/t.

Batteriet ligger i snuden og vejer 330 kg. 

© Totem Automobili

Den 1.270 kg tunge retro-elbil har fået en moderne undervogn i aluminium med McPherson-ophæng foran, multiled til baghjulene og justerbare Bilstein støddæmpere i alle fire hjørner.

Rækkevidden opgives til 360 km og ladetiden syv timer på producentens hjemmeside. 

© Totem Automobili

Bygges kun i 20 eksemplarer...

Hvad Totem GT Electric mangler i sidste nye batteriteknologi, kompenserer den for med en ualmindelig lækker kabine i klassisk look med eksotiske og moderne materialer. Du sidder i kulfibersæder beklædt med læderpuder, griber et tre-eget Momo Indy rat, vælger gear med en rigtig gearstang og kan fornøje dig med aircondition, elektriske vinduer og et kæmpe musikanlæg med 13 højttalere.

Skal du have én? Så skal du skynde dig…

Der bliver nemlig kun produceret 20 styk, udover bilen på billederne, som tilhører CEO for Totem Automobili, Riccardo Quaggio. Prisen starter på 3,2 mio. kr., inklusiv en donorbil. 

© Totem Automobili

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...