Alfa Romeo har netop vist deres første elektrificerede bil ved dette års motorshow i Geneve. Konceptbilen er døbt Alfa Romeo Tonale og er en plug-in hybrid samtidig med, at det er italienernes første bud på en mellemstor SUV.
Den nye Alfa Romeo Tonale er designet med inspiration i de historiske Alfa Romeo-modeller som den klassiske GT Junior.
Elektrisk motor skruer op for sportslige egenskaber
Med den elektriske motor har Alfa Romeo fået adgang til ny teknologi, der kan skabe en mere dynamisk køreoplevelse og maksimere glæden ved sportslig kørsel.

Alfa Romeo Tonale får flere indstillinger
Det vil Alfa Romeo gøre ved at udvikle den såkaldte DNA-funktion, med nye funktioner, som ikke er set i nogen anden model fra Alfa Romeo. Med ”Dynamic”-indstillingen får man det optimale udbytte af forbrændingsmotoren og den elektriske motor, som er placeret i bagenden. Derudover kan man via infotainment-systemets touchscreen indstille speeder, bremser og respons fra rattet ved brug af E-mozione-knappen.
”Natural”-indstillingen fortsætter med at optimere performance og administrerer automatisk samspillet mellem den elektriske motor og forbrændingsmotoren. Dette resulterer i besparelser af både energi og benzin uden at gå på kompromis med bilens performance. Den sidste indstilling, kaldet ”Advance Efficiency” ændres til ”Advance E” ved kørsel, der udelukkende benytter elektricitet.

Opkaldt efter et bjergpas
Den nye hybrid er navngivet efter Tonale-passet, som ikke ligger langt fra Stelvio-passet i alperne, som værterne fra Top Gear gjorde særdeles kendt for år tilbage, da de kårede Stevio Passet til den bedste kørevej.
Vi ved desværre ikke særlig meget mere om den nye SUV fra Alfa Romeo, men at dømme ud fra udseendet, har vi vist noget at glæde os til.
