Livsfarligt: Har dit barn vintertøj på i autostolen?

Allerede fra 16 km/t risikerer børn alvorlige skader i et trafikuheld, hvis de har det tykke overtøj på i autostolen. Det viser undersøgelser fra det tyske forbund, ADAC.

19. november 2016 af Daniel Bohnsen

En travl morgen, ungerne i flyverdragten og så ud på bagsædet af den kolde bil. Det er hverdagen for tusindvis af danske børnefamilier her i den kolde tid, men det rummer faktisk en betragtelig fare for de mindste.

Det er selvfølgelig gjort i god tro, for børnene skal jo ikke fryse, men spændes de fast i autostolen, mens de har det tykke overtøj på, forhindres sikkerhedsselen i at gøre det, den er designet til. Faktisk kan den blive direkte livsfarlig.

Risiko for indre blødninger

- En hård opbremsning kan selv ved lav hastighed få fatale konsekvenser for børn. Det tykke vintertøj gør, at selen ikke sidder tilstrækkelig tæt på kroppen, og ved en hård opbremsning kan selen derfor skære sig ind i maven på barnet og medføre alvorlige indre blødninger, forklarer Volker Sandner, der er testansvarlig hos ADAC.

Som det fremgår af videoen nedenfor, vil barnet nå at blive kastet langt frem i en ulykke, før sikkerhedsselen har presset sig igennem vinterjakken og reelt når ind og griber barnets krop. At kroppen når at få så meget fart på, betyder, at maveregionen især bliver udsat for et hårdt tryk, når selen strammes.

Gælder alle aldre

Det er især børn op til 10 år, der er udsatte, men principperne gælder alle aldre – voksne løber altså også en øget risiko, hvis de har dynejakken på bag rattet.

Opfordringen fra ADAC er derfor, at man nøjes med at give børnene end tynd jakke eller tyk trøje på til køreturen, eller tager deres overtøj af, inden de spændes fast i autostolen.

Er det særligt koldt, kan et tæppe hjælpe med at holde varmen, ligesom man kan tage autostolen med ind i huset natten over, så den ikke er gennemkold, når man kommer ud i bilen.

Se vintertøjets skræmmende effekt i videoen herunder.

Mere

Måske er du interesseret i...