Renault Twizy

Den har saksedøre, udleder ingen CO2 og er mindre end en Smart. Er Renault Twizy gal eller genial?

11. maj 2012 af Thomas W. Brixen

"Nogle kalder elbiler for djævlens værk - men i så fald havde han humor den dag, han skabte Twizy". Sådan indledes det udleverede pressemateriale fra Renault, og det er faktisk ikke helt ved siden af. Det er svært ikke at synes om Twizy, når sol, strand og piger i bikini er lige om hjørnet. Tænk på den som en scooter. De dage, der er gode på scooter, er også gode i Twizy - og på den måde er den mere et sommerlegetøj end en bil.

Der er ingen vinduer (du kan endda få den uden saksedørene, men det ville være dumt, da de er lidt af et partytrick), og varmeanlæg og radio er udeladt, da det jo suger strøm fra det 100 kg tunge batteri, der ligger i bunden af bilen.

Rækkevidden er opgivet til 100 km, men selv Renault indrømmer, at så skal kørslen også foregå yderst gelinde. 60-80 km er mere realistisk. Kører du som havde du stjålet djævlens bil (det har du jo på en måde), er det ingen sag at køre det fladt endnu hurtigere.

Topfarten er 80 km/t (ned ad bakke lidt mere), og når du bremser eller slipper speederen oplades batteriet. Du kan også slipstreame efter busser og lastbiler for at spare batteriet - hvis du altså er loco, som de siger hernede. Vi er på Ibiza, fordi Twizy er for first-moverne. Du ved dem, der er så trendy, at andre trendy gør som dem. Det synes i det mindste at være ideen fra Renault’s side.

 

Det gode vejr og de meget små veje gør da også sit til, at Twizy umiddelbart virker som et sjovt møde. På en kold ­regnvejrsdag derhjemme havde jeg nok bandet den lille charmetrold langt væk. Men lige her giver den mening, og jeg bliver flere gange stoppet af de lokale, der vil vide, hvad det er for et spøjst køretøj, og hvad den koster.

Der er plads til to i kabinen - men der er en smule klaustrofobisk på bagsædet. I et rum foran findes en fire meter lang ledning med et normalt stik. En fuld opladning tager 3,5 time og koster 15-20 kr. derhjemme. Men du kan sjatlade alt det du vil, og reelt skal den jo i en stikkontakt hver gang, den holder stille, når rækkevidden er så sparsom. Du lejer ­batteriet af Renault for ca. 300 kr. pr. måned. En løsning der er valgt, så du ikke skal spekulere på holdbarheden.

Der er rat og fire hjul, så du styrer Twizy som enhver anden bil, og der er tre muligheder på gearvælgeren: Frem, tilbage eller neutral. Topfarten er som nævnt ikke voldsom, men på de første 50 meter er den scooter-hurtig.

 

Det er derfor naturligvis især i byen, at Twizy giver mening, men jeg spanker den nu også godt igennem på smalle bjergveje. I de skarpeste sving må de små 125/80R13-dæk give fortabt, men du kører naturligvis også som død og ­helvede, når topfarten kun er lidt over 80 km/t, og momentum skal holdes. Der er skivebremser på alle fire hjul men ikke ABS, så du kan sagtens stoppe med hvinende dæk - og det er jo altid sjovt.

Faktisk tror jeg, at alle på testkørslen følte sig som små drenge igen. Der er næppe nogen af os, der køber en Twizy (vi er jo også langt fra first-movers), men vi skraldgrinede og kørte ræs i gaderne endda uden at bryde loven særlig ofte.

Og det er derfor, man ikke på forhånd skal afskrive Twizy. Du skal nok ikke have et regulært transportbehov, for der skal ikke spædes meget til for at få en “rigtig” bil - men til sjov og ballade (og sol) er Twizy næsten genial.

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen