Porsche 911 Carrera S pdk

Jo, den ligner lidt den gamle, og jo, det er også for nemt bare at rose en 911... MEN, det er kun den halve historie!

3. april 2012 af Carsten Nymann

Hva’ faen sker der?! når jeg at tænke et øjeblik, da jeg bringer den brune 911 til brat standsning i et T-kryds. Det syder fra de varme bremseskiver, og motoren tikker stille, mens roen sænker sig over den lille nordsjællandske skovvej. Indtil det slår mig: Nåja, start/stop! Jeg flytter højrefoden fra bremsen, og med et overrumplet host slår den 3,8-liters boxermotor igang ude bagved. Ja, ja. Fortæl en garvet 964 Turbo-chauffør, at en 911 Carrera S anno 2012 selv slukker for motoren, når du holder stille, for at spare på brændstoffet. Han vil sikkert ryste på hovedet.

Men fortæl ham så, at den går hele 11,5 km/l til trods for, at den faktisk har 80 hk mere end hans gamle Turbo fra 1990. 11,5 km/l! Det er ikke bare forbandet imponerende af en sportsvogn med 400 hk, det er også nok til, at du kan benytte en Porsche 911 Carrera S PDK som ministerbil og stadig køre 50 pct. længere på literen end landdistriksminister Carsten Hansen (S) i hans VW Phaeton!


Nå, men tilbage til T-krydset. Vi har fået én dag i Danmarks første 911 model 991, og vi er taget på jagt efter gode veje for at finde ud af, hvordan tyskernes nye mesterværk præsterer blandt brede bøge. Som trofaste læsere måske husker, var kollega Juul ovenud begejstret, da han vendte hjem fra den internationale præsentation i Californien (BM 244). Og lad mig bare afsløre nu, at der heller ikke er forbandet meget at skælde ud på i den nyeste 911. Surprise, surprise. Men for nu lige at stive den journalistiske værdighed af, så tillad mig at nævne, at selv om støjniveauet i kabinen er mindsket markant i forhold til forgængeren 997, er der faktisk stadig forholdsvis meget hjul­støj. I hvert fald, når de 20” giganthjul ruller over 30 år gammel våd, frostsprængt asfalt på Hillerødmotorvejen.

Det regnede stærkt under den føromtalte præsentation i USA, og det regner stærkt i dag. Typisk. Vi har altså stadig til gode at teste 911 ordentligt, grundigt og til grænsen på en dertil indrettet racerbane, men stol trygt på, at det er noget, vi har på dosmersedlen til 2012.

Når det er sagt, så er sådan nogle fedtede danske skovveje i kombination med et sæt Pirelli P-Zero glimrende til at illustrere, hvor langt Porsche er kommet. Jeg drejer ind på en af vores faste favoritveje, som hopper og danser og snor sig ind gennem skoven. Aktiverer sport-programmet, der hidser PDK-dobbeltkoblingsgearkassen ekstra op, og engagerer en hårdere dæmpning fra undervognen.

Det er her, 911 Carrera S holder op med at være Gran Turismo og bliver til et knivskarpt instrument. Den nye elservo reagerer prompte, der er ingen huller i den feedback, jeg mærker, og det er en leg at dosere ratudslag i de hurtige kurver. Og så bider den! Godt nok er den 3,8-liters motor gang på gang ved at vride bagdækkene rundt, når motoren rammer klimaks over 7.000 o/min. Men det mekaniske greb i svingene er så enormt og tillidsvækkende, at du ikke er bange for at give gas - de trælse vejrforhold til trods. Se, prøv at fortælle dén historie til ham 964-ejeren. Hvis han stadig lever.

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen