© bilmagasinet.dk

Mercedes C 220 CDI Coupe aut.

Med dieselmotor synker Mercedes C Coupé tilbage i gamle Mercedes-dyder - på godt og ondt.

29. marts 2012 af Mikkel Thomsager

Min første tur i en C-klasse coupé var i den heftige AMG-version (BM 241), og det var - naturligvis - en sindsoprivende oplevelse. Ikke kun på grund af den fantastiske 6,2-liters V8 AMG-motor men også fordi, C-klassen opfører sig som en utilpasset raceridiot, som du må elske for dens udtalte vanvid. Den er ikke så raffineret som M3-raketten fra konkurrenten BMW, men alligevel særdeles kørbar, styrbar og berusende. Og det kan man vel ikke pille af bilen, selv om den får en 2,1-liters turbodiesel med 170 hk. Eller kan man?

Ja ja, motorskiftet er til at få øje på: At gå fra 457 hk med V8-lyden fra dine drømme til 170 dieselbrummende heste er som at gå direkte fra skolefest til en eftersidning uden stop på toilettet. 220 CDI-motoren leverer varen som altid, der er god power i den, men det er en brummer, som knap er en smuk coupé værdi.

Det er som om, resten af bilen har affundet sig med dieselmotorens vilje. Måske testbilens righoldige udstyr gjorde den mere tilbagelænet, end jeg bryder mig om. I hvert fald var det ikke en bil, jeg havde lyst til at tage med på banen. Til gengæld indtog den motorvejen, som Lance Amstrong indtog de franske landeveje i begyndelsen af nullerne, hvor det syntes overflødigt at køre Tour de France for at afgøre, at han var den største.

C-klassen bider sig i asfalten som en hund i sit kødben og æder kilometer så ufortrødent, at du næsten glemmer at styre. Mage til rejsevogn skal du lede længe efter. Minder det dig om noget? Yep, det minder dig om utallige Mercedes-modeller fra gamle dage, hvor dynamik var noget trafikfarligt noget, som ikke hørte hjemme i en Mercedes.

Det er heldigvis slut. Ikke mindst med C-klassen har Mercedes forsøgt at nærme sig BMW-idealbilledet af bilen, som kører fantastisk uanset, om du skal hente børn i børnehaven, eller om du har taget den med på en trackday.

Dér er Mercedes ikke endnu, men C-klassen er godt på vej, blandt andet dokumenteret med C 63 AMG, men der er et stykke vej endnu. Det er som om, den gamle Mercedes-verden stadig ­hænger ved.

Måske er du interesseret i...