© bilmagasinet.dk

Ford Focus 1,6 TDCI st.car

29. marts 2012 af Steen Bachmann

Ford skød 2012 i gang med et heftigt tilbud på en ny Focus Stationcar for bare 2.395 kr./mdr. over 3 år/45.000 km. Det er for den 105-hestes Trend basis­udgave med benzin­motor, der på en god dag kører 13-15 km/l. Testbilen her har 1,6-liters diesel­motor med dobbelt så højt moment ved det halve antal omdrejninger, og den kørte i vores test 17-21 km/l alt efter kørestil. Den er langt mere komfortabel og uanstrengt end den lille benziner, men er også dyrere i indkøb, så hvorfor sammenligne dem? Det skal jeg sige dig.

Lad os sige, at vi kører 25.000 km om året i tre år. Hos Easyfleet koster det i alt 180.675 kr. for testbilen, en 1,6 TDCI st.car Titanium. Samme udstyrs­variant med 1,6 benzin koster ialt 178.425 kr.

Easyfleet anslår et brændstofforbrug på 988 kr./mdr. for dieselen og 1.250 kr. for benzineren. Samlet anslås en udgift på 2,41 kr. for dieselbilen og 2,38 kr. pr. km for benzineren. Inklusive en lidt højere årlig afgift på dieselbiler lander vi på nøjagtig det samme beløb for de to biler, hvoraf den ene er en langt, langt mere komfortabel og overskuds­agtig makker på langturen.

Kører du mere end 15.000 km om året, er det dieseludgaven, du skal tage, og til en så lav kilometerpris kan du roligt vælge privatleasing. Hvad din lokale Ford-forhandler så er villig til at sælge en ny Focus for i praksis, tør vi ikke spå om - Ford er som bekendt berømt/berygtet for enorme rabatter ...

Måske er du interesseret i...