Ford C-Max 1,6 SCTi Trend

1. marts 2012 af Steen Bachmann

Det er sjovt, hvordan nogle biler kan bringe det værste op i dig, mens andre gør dig til en engel i trafikken. Og nu snakker jeg om, når du sidder bag rattet. Personligt kører jeg f.eks. mere råddent, hvis jeg kører i en Seat - det skal man li’ssom, for det gør alle de andre. Det er ikke noget, jeg er stolt af, det er bare noget, jeg har konstateret sker. Den modsatte pol er en hvilken som helst MPV. Her sidder du langt over asfalten i din roligt vuggende udestue og vil gerne udstråle overskudsforælder. Du ved, én af dem, der aldrig kunne finde på at hæve stemmen.

Velkommen i Ford C-Max. En rummelig og komfortabel MPV. Altså en bil, der burde injicere dolol direkte i den danske galdeblære. Men nej, ikke for undertegnede. Problemet er, at ingeniørerne hos Ford har besluttet at udstyre C-Max med en stram undervogn og et direkte styretøj, der er en GTI værdig. Bilen har køreegenskaber, der stikker til ur-mennesket, så før du ved af det, hamrer du afkomscontaineren gennem chikaner og rundkørsler som en anden Ken Block. Og det hjælper ikke, at der ude foran ligger en magtfuld 150 hk turbomotor!

Resultat? Du ligner bestemt ikke en ansvarlig, voksen mand. Du ligner en idiot - en indebrændt familiefar med konen og chefen på nakken. Så med andre ord: Ford-folk, I har lavet en MPV, der kører for godt! Har du - i modsætning til mig - en vilje af stål, så bliver du til gengæld godt kørende med C-Max.

Kilde: BM241

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen