Citroën DS5 THP 200 Sport

DS5 forfører, men topmodellen skal du ikke tage, medmindre du bor et sted med asfalt som et billardbord

29. marts 2012 af Jens Peter Lange

Futuristisk design, 19 tommer store alufælge som standard og ikke mindst 200 hk. Det er vel det, man med rette kan kalde en hård banan. Men når man skræller bananen, er den mere anderledes, end man skulle tro. Og det er både godt og skidt. Og vi kan lige så godt starte med det, der er rigtig skidt: Undervognen. I hvert fald i den hårdtpumpede 200 hk-version. Den er alt for hård.

Testruten begynder i det eksklusive Cap Ferat uden for Nice, hvor bystyret sikkert er glade for de velhavende sommergæster men ikke bruger mange euro på vedligeholdelse af vejene. Nådesløst slår vejens ujævnheder igennem til passagererne i bilen, så jeg næsten vil kalde det tortur. Citroën har slet og ret taget fejl af, hvad sportslighed er. Stram undervogn - ja tak - men ikke så hård som opsætningen i denne DS5, og det gør det heller ikke bedre, at bilen er sænket.

DS-serien er et supplement til det eksisterende modelprogram, siger Citroën. DS3 er en rap og velkørende lommeraket, DS4, som jeg kørte for en tid siden, er ligeledes overbevisende, og designet af DS5 går rent ind hos mig.

DS5 virker større, end den er. Den står på samme platform som C4 Picasso, og er en kombination af coupé og stationcar. Designerne har haft frie hænder, og det er dejligt, at en bilproducent har overskud til at skille sig ud. Man behøver ikke være frankofil for at synes om det.

Jeg er det ikke, men står med kæben hængende på brystkassen efter 20 minutter. Jeg kunne snildt falde for bilen alene på grund af dens design.

I kabinen er her utraditionelle løsninger, hvor form dog følger funktion. Det er lidt som at sidde i en jetjager. Et headup- display (ekstraudstyr) viser de vigtigste informationer om hastighed og rutevejledning. Her er en bred midterkonsol, der er forholdsvis høj, så jeg ikke kun føler mig godt hjemme, men også har betjeningsknapperne lige ved hånden, og en kort gearstang, der hver gang rammer præcist. I loftet er der et betjeningspanel, der løber langs bilens længde med betjeningsknapper og to små opbevaringsbokse. I sagens natur deles glastaget så i to dele, hvilket gør, at man ikke kan åbne det. Men man får en masse lys inde i kabinen. Herligt. Og bagsædepassagererne får også et glastag, når det forreste bestilles.

Testbilen er i højeste udstyrs-niveau, og kvalitetsindtrykket er yderst positivt. Der er ikke noget, der knirker eller virker billigt til trods for, at det, der skinner af metal, er lavet af plastik. Man mærker bogstaveligt talt, at der er blevet kræset ned til de mindste detaljer. Bare se på formen af knapperne til elruderne.

Med min højre fod har jeg kommandoen over den potente 1,6-liters benzinmotor, der stammer fra samarbejdet med BMW, og som jeg har skamrost ved flere lejligheder. 200 hk og så meget moment helt nede fra 1.700 o/min gør, at det næsten er lige meget, hvilket gear jeg har valgt: Lige så snart jeg trykker på speederen, er der respons.

Det er sådan, en motor skal skæres. Basta.

Herlige Monte Carlo-etaper
Efter skuffelsen over undervognen i bykørsel skal DS5 have en ny chance, og bjergvejene nord for Nice, hvor også Rallye Monte Carlo henlægger en del prøver, er et mere end egnet område til denne test. Med jævn asfalt uden store huller og de mange sving heroppe, er der ikke længere de store problemer med undervognens hårdhed. Styretøjet overrasker positivt ved både at have en rigtig fin vægtning og ved at styre forholdsvis præcist. Skulle jeg ønske mig noget, var det sådan set kun, at rattet var lidt tykkere. Og stofsæder, fordi jeg glider fra side til side i de store lædersæder.

Bykørsel på dårlige veje er ikke just bilens livret, men på gode landeveje efterlader DS5 en langt bedre figur. Jeg prøver sidst på dagen også den nye DS5 Hybrid4, altså bilen med den samme teknik som Peugeot 3008 Hybrid4, og her efterlader undervognen et bedre indtryk.

Så måske skulle den danske importør overveje at lancere DS5 THP 200 som standard med en mindre hjulstørrelse. Om det er løsningen? Jeg vil gerne afprøve dette, hvis jeg bliver spurgt, idet jeg vil glæde mig rigtig meget til at køre mere i DS5.

 

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen