© bilmagasinet.dk

Audi A6 Avant 3,0 TDI Biturbo

Lyd og trækkraft som en V8'er, tørst som en 4-cylindret - mød Audi A6 Avant 3,0 TDI Biturbo

19. november 2012 af Søren Juul

Det er gode tider for alle med hang til et højt drejningsmoment og lavt forbrug i den tyske mellemklasse. BMW indtager på papiret førstepladsen med 381 hk og 740 Nm i det M-optimerede diesellokomotiv M550d Xdrive, langt foran Mercedes-Benz 350 CDI med 265 hk/620 Nm. Selv Audis 313 hestes TDI biturbo-motor i A6’eren snapper efter vejret i forhold til dommedagsmotoren fra BMW. I praksis er det dog Audien, du sukker efter, når dagen er omme.

Start den op, og den overbeviser folk om, at den skam er til benzin i stedet for snasket dieselolie. Det knurrer lavmælt fra motorrummet, mens der i den anden ende lyder en rolig, dyb rumlen, der kan forveksles med en V8-motor på benzin.

Jeg må ty til dataarket for at få bekræftet, at det er en 3-liters V6 diesel, men et særligt udstødningssystem præsenterer den som en dyb baryton for omgivelserne. Bliver du træt af dét, kan du bede den om at klappe i ved at trykke på en knap. Herefter bliver den ligeså tyst og diplomatisk, som den ser ud.

© bilmagasinet.dk

Jeg har kørt BMW M550d, der kommer med større overarme og en undervogn fra BMW M Performance Automobiles, men du bliver en smule skuffet i dén, når du har spottet M-emblemet bag på. Det er en heftig diesel men ikke en øko-udgave af en M5.

A6 3,0 TDI Biturbo spiller med åbne kort. Den forsøger ikke at være en grøn sportsvogn men forbedrer A6’erens evner som komfortabel, retningsstabil og luksuriøs langtursvogn med superkræfter til overhalingssporet.

En 8-trins automatgearkasse, der kan håndtere det massive drejningsmoment, er standard, og den skal du være glad for. Den skifter næsten lige så hurtigt og blødt som dén, BMW putter i 5-serien. Jeg kørte testbilen på landevej og særligt motorvej, hvor den er i sin helt egen liga.

© bilmagasinet.dk

V8-attituden ved stilstand er ikke for sjov: Stik den speederen, og den springer fremad, som havde nogen proppet V8-motoren fra en RS5 i snuden på den. Uden helt det samme lydspor, forstås, men det er alligevel en udsøgt fornøjelse.

Forbruget? Hvis du anstrenger dig, kan den klemmes ned på omkring 10 km/l. En ægte V8’er havde kørt det halve. Imponenerende.

© bilmagasinet.dk

 

Audi A6 Avant 3,0 TDI biturbo

Motor

V6, 2.967 cm3, 24V, biturbo diesel

Ydelse
313 hk ved 3.900 o/min
650 Nm ved 1.450 o/min

Præstationer
Topfart 250 km/t
0-100 km/t 5,3 sek.
EU-miks 15,6 km/l
Årlige afg. 5.280 kr.

Mål L/B/H
492/187/146 cm

Vægt/last/påhæng
2.027/458/2.100 kg

Bagagerum
565-1.680 liter

Dæk
225/55R17Y

Reservedelsprisindeks
235

Privatleasing udb./md.
75.000/15.750 kr.3 år/60.000 km, Audi Privatleasing

Pris
957.426 kr.

Måske er du interesseret i...