Ultrasjælden Mercedes-Benz CLK GTR sat til salg

Da den var spritny, kom den i Guinness rekordbog for at være den dyreste serieproducerede bil nogensinde. Her knap 20 år efter er prisen næsten fordoblet!

21. november 2016 af Mathias Brandt

Tilbage i 1997 gik Mercedes i krig med at producere Mercedes-Benz CLK GTR, som ene og alene kom til verden på grund af FIA GT1 Championship. FIA stillede nemlig et homologeringskrav om, de racerbiler som deltog skulle tage sit oprindelige udgangspunkt en serieproduceret bil.

Dengang var kravet til en serieproduceret bil, at den skulle være fremstillet i mere end 25 eksemplarer. Det fik Mercedes-Benz til at producere i alt 35 biler over en to-årig periode. De 35 biler bestod af to prototyper, syv racerbiler til FIA GT Championship, 20 coupé-gadebiler, samt seks roadsters. 

612 hk, 6,9-liters V12 sugemotor med dobbelt overliggende knastaksler, seks-trins sekventiel gearkasse, uafhængig affjedring for og bag med dobbelt wishbones og enorme kulfiberbremser er blot nogle af de vilde tekniske detaljer på den mægtige Mercedes-Benz CLK GTR, som i øvrigt blev udstyret med traction-kontrol af sikkerhedsmæssige årsager.

Da FIA GT1-klassen stoppede i 1999, havde Mercedes endnu ikke bygget alle 25 biler, de var forpligtet til. Så produktionen forsatte til vinteren 1999. Alle bilerne blev bygget på AMG’s fabrik i Affalterbach og var basalt set en racerbil til gadebrug. 

Ud af de 35 CLK GTR’er, som nogensinde produceret, blev kun to bygget som højrestyret. Det var en specialbestilling fra en meget vigtig kunde – nemlig Sultan Hassanal Bolkiah af Brunei. 

Gadebilen fik en opdateret motor, som Ilmor Engineering tog sig kærligt af. De hævede slagvolumen fra 6,0 til 6.9-liter. Ved at fjerne “restrictoren” gjorde denne opdatering, at motoren ydede 612 hk og fik et drejningsmoment på 775 Nm. Med de kræfter skulle 0-100 km/t være overstået på 3,8 sekunder, og en topfart på 344 km/t var heller ikke urealistisk.

Det er selvsagt ikke særlig tit, at de kommer til salg, så dette eksemplar, der er kommet til salg hos den tyske forhandler Autohaus Süd er ret interessant. Og det er prisen også. 

De forlanger 2.450.000 euro for bilen. Det svarer til lige over 18 mio. kroner. Nyprisen var på 11,5 mio. kroner, hvilket sjovt nok gav Mercedes prisen for den dyreste serieproducerede bil i Guinness rekordbog. 

Måske er du interesseret i...