Skyhøje hammerslag: Seks superbiler fra klassisk Le Mans-auktion

Da dette års Classic-udgave af Le Mans blev afholdt i begyndelsen af juli, blev auktionshammeren svinget over intet mindre end 115 spændende biler. Vi har hevet nogle af de mest unikke biler og deres skyhøje hammerslag frem.

18. juli 2016 af Frederik Kamp Petersen

Når det ’moderne’ Le Mans-løb er blevet afholdt på Circuit des 24 Heures du Mans, afholdes der også en klassisk version af løbet. 

Begivenheden er oplagt for bilentusiaster med en interesse for biler i en lidt mere klassisk forstand – og det gør ikke noget, hvis din mundering som gæst afspejler dette.

Det forholdsvis unge auktionshus Artcurial afholdt i forbindelse med løbet i 2014 en auktion, og her i 2016 var de så tilbage igen med et festfyrværkeri af en auktion.

Her kommer nogle bud på biler, der var lidt hurtigere, end de fleste andre på deres tid.

© Artcurial

Mercedes-Benz 300 SL Roadster (1961)

Flere har kaldt den oprindelige 300 SL fra 1954 for en af de første superbiler – altså den med mågevingedørene. 

© Artcurial

Der er her tale om et lidt senere eksemplar i roadster version, som faktisk var meget mere populær på det givne tidspunkt. 

Dens rækkesekser med indsprøjtning var med til at sikre datidens højeste topfart i en gadebil på over 250 km/t alt efter gearingen. 

© Artcurial

Der er ingen tvivl om, at de lukkede versioner sælger for flere penge, men disse roadstere er også eftertragtede. 

Netop denne bil er en af de allerførste biler nogensinde, som er monteret med skivebremser. 

De gamle tromlebremser har ofte været et kritikpunkt for en så adræt maskine. Faktisk er lige dette eksemplar også solgt i 2014 for 1,2 million kr. under dette års hammerslag.

Solgt for 7.094.593 kr.

… Så til endnu en bil, der satte fartrekorder i sin tid.

© Artcurial

Jaguar XK120 roadster (1950)

Navnet ’XK120’ referer til de tidlige bilers topfart på 120 mph, altså 193 km/t. Et tal der sikrede den pladsen som den hurtigste serieproducerede gadebil i 1948.

© Artcurial

Denne XK’er er den første overhovedet til at forlade fabrikken med skærmene fremstillet i stål. 

Bilen besidder et såkaldt ’Jaguar Heritage Certificate’, som er en slags dåbsattest, der sikrer ægtheden af bilen – informationer såsom chassisnummer, original farvekombination eller endda den oprindelige ejers navn kan være at finde på certifikatet. 

I øvrigt har denne bil gennemgået en dybdegående restaurering, hvis pris matcher hammerslaget.

Solgt for 904.560 kr.

… Vi hopper frem til 70’erne og finder en af de lidt oversete superbiler

© Artcurial

De Tomaso Pantera GTS (1973)

En Pantera er måske mere hvad vi i dag forbinder med en traditionel superbil. 

Stor centermonteret motor, manuel ZF-gearkasse med ’dog-leg’-inddeling og design fra et italiensk designhus, nemlig Ghia.

© Artcurial

Egentlig skulle en Pantera være det perfekte kompromis. Du får det italienske udseende, men uden de astronomiske vedligeholdelsesomkostninger. Motoren er nemlig en 5,8 liters Ford V8. 

Det kræver selvfølgelig, du kan leve med, at lydsporet er mere Detroit end Maranello.

Solgt for 656.249 kr.

… og Apropos Maranello, så er det vist tid til en Ferrari

© Artcurial

Ferrari Testarossa Spider, ombygget af Rankl & Lorenz (1987)

Reelt set findes der kun én ægte åben version af Ferraris ikoniske Testarossa. 

Den blev fremstillet eksklusivt til Gianni Agnelli, Fiat-koncernens daværende direktør i 1986. 

Det mættede ligesom ikke helt markedet, og derfor kastede karrosserimagerne Rankl & Lorenz sig over at skabe 5 yderligere, omend uægte, eksemplarer.

© Artcurial

Rankl & Lorentz har prøvet det før, og springer ikke over, hvor gærdet er lavest. 

Deres indsats er gennemført med styrkelse af chassis, som en åben version påkræver. Under de fine linjer gemmer sig sågar et foldende stoftag. 

Bilen blev vurderet til blot en sjettedel af hvad Agnellis originale Spider blev solgt for i februar i år, men blev desværre ikke solgt.

Vurdering 1.264.766-1.711.154 kr.

... Fra Stuttgart finder vi den ikoniske ”enkemager”

© Artcurial

Porsche 930 Turbo (1977)

Egentlig blev den ikoniske Turbo kun skabt for at få udyret homologeret til racerløb. 

Men gadeversionen blev hurtigt en succes, selvom køreegenskaberne af en turboladet 911’er var noget af en håndfuld for de fleste civilister.

© Artcurial

Det betød at mange af dem var involveret i uheld, som gav bilen det kendte øgenavn ’enkemageren’. 

Bilen du ser her er heller ingen undtagelse, for før den fyldte 1 år, var den allerede kørt af vejen. 

Skaden blev dog udbedret, og det var nok meget klogt, for disse tidlige Turbo’er er sjældne og eftertragtede i dag.

Solgt for 949.318 kr

… Nu vi taler specielle køreegenskaber, så slutter vi på en Renault 5

© Artcurial

Renault 5 Turbo 1 (1982)

Vi indrømmer gerne, at kalde dette en superbil nok er at strække den, men en 0-100 tid på under 7 sekunder i 1980 må have overrasket de store drenge dengang. 

Se den så i stedet som en slags super-GTi i takt med nutidens Audi RS3 eller Mercedes-AMG A45. 

I modsætning til de to biler, så har en Renault 5 Turbo centermotor, baghjulstræk (se selv, det ér en superbil!) og derfor også lidt mere livlige køreegenskaber.

© Artcurial

At smide bagsæderne ud af en lille fransk hatchback og montere en trykladet motor deromme kan måske godt virke lidt mentalt forstyrrende i dag. Hvad der måske er mere forstyrrende, er hvad et pænt eksemplar, som dette, kan gå for.

Solgt for 780.405 kr.

Det var så vores bud på 6 biler, som var superbiler i deres egen tid. På nær måske Renault’en.

Vilde vurderinger

Af de 115 biler der i alt var på auktionen, blev 69 af bilerne solgt. Det skabte en samlet omsætning, inklusiv salær og lokale afgifter, på 65.550.939 kr.

Blandt de mange bemærkelsesværdige modeller var der flere af de rigtig dyre biler, der ikke endte med at blive solgt.

Her kommer lidt eksempler med vurdering:

Ferrari 250 GT Berlinetta SWB (1961) – uden vurdering, men kan gå for mere end auktionens samlede omsætning.

Ferrari 330 GTS (1967) – 12.647.660-14.135.620 kr.

Ferrari F40 (1990) – 8.183.780-9.671.740 kr.

Lancia 037 Gr. B Usine Evolution 2 – 3.347.910-4.835.870 kr.

Aston Martin DB 2/4 MKIII (1958) – 2.306.338-2.603.930 kr.

Måske er du interesseret i...