Lidt mindre eksklusiv: Nu bliver produktionen af Ford GT fordoblet

Indtil videre er der kun to danskere på den eftertragtede liste over kommende GT-ejere, men det kan der meget snart være lavet om på. Ford vil nu lave mange flere modeller.

1. september 2016 af Anders W. Vorup

Endnu engang bliver vi udsat for det klassiske trick. Superbils-producenterne præsenterer en ny vogn – selvfølgelig i meget begrænset antal – men når efterspørgslen stiger, bliver produktionen pludselig fordoblet. 

Det sænker selvfølgelig værdien og er en smule ærgerligt for diverse samlere, da deres bil nu meget naturligvis er blevet væsentlig mindre eksklusiv. Men tager vi de positive briller på, er det jo kun dejligt, at se endnu flere af de yderst potente superbiler på vejene.

Fire år på samlebåndet

Ford GT’en bliver bygget i Markham i Canada. Fabrikken kan levere 250 biler om året, og i første omgang var der sat to år af til produktionen. 

Nu har Ford forlænget produktionsperioden med to år. Det giver fire år i alt og et samlet antal biler på 1000. 

Superbilen bliver drevet af en ny 3,5-liters EcoBoost V6-motor, der yder 600 hestekræfter. Desværre må vi væbne os med tålmodighed, for der kommer til at være ventetid, før vi får en at se på danske plader, hvis vi altså overhovedet gør det. 

Ford GT’en kommer nemlig til Danmark med et forventet prisskilt på 2.500.000 kroner – uden afgift. Så hvis bilen skal indregistreres, vil den koste i omegnen af 8.000.000 kroner.

Jason Watt er en af de to danskere, der har fået lov at købe en Ford GT, og ifølge Jason selv, kan flere danskere godt forvente at få en tur i den potente superbil. Det fortæller han i en pressemeddelse fra Ford:

- Med mig kan Ford være sikker på, at en hel del danskere får chancen for at få en tur i den, for jeg stiller selvfølgelig op til Sportscar Event for at støtte det gode formål med bilen.

Vi glæder os meget til at se det nye ikon på gaden. Og mon ikke der også kommer en åben udgave, lige så snart de 1000 styks er produceret?

Måske er du interesseret i...