Aston Martin AM-RB 001: Hyperbilen der skal definere årtiet

Når Red Bull Racing slår hovedet sammen med Aston Martin, sker der lækre ting. Rigtig lækre ting.

22. februar 2017 af Anders W. Vorup
© Aston Martin Red Bull Racing

Der er ingen tvivl om, at hyperbiler vækker utrolig meget interesse ved ethvert motorshow. Mærker som Bugatti, Koenigsegg og Pagani pryder de polerede gulve i Europa, men i USA er det stort, hvis du kan tiltrække en hyperbil.

I Toronto er Canadian International Auto Show i fuld gang, og her har Aston Martin valgt, at deres nyeste hyperbil skal have dens globale præmiere. Den slanke og sexede hyperbil kaldet AM-RB 001 er produktet af et samarbejde mellem Red Bull Racing og Aston Martin.

Der findes ingen officielle specifikationer endnu, men indtil videre ved vi, at bæstet bliver en hybridracer med en Cosworth V12-motor og et batterisystem leveret af Rimac

AM-RB 001 bliver det bedste fra flere verdener, og skaberne mener selv, at det bliver hyperbilen “der vil definere dette årti”. 

© Aston Martin Red Bull Racing

Design- og F1-guru Adrian Newey står bag bilens tekniske design. Adrian har en enorm viden indenfor F1, hvor han blandt andet har været hos Williams, McLaren og nu befinder sig hos Red Bull. Målet for AM-RB 001 har hele tiden været, at bilen skulle være så tæt på et 1:1 effekt-vægtforhold som muligt.

Flere af de tunge drenge har arbejdet på projektet, der i første omgang blev skabt på en britisk pub over en håndfuld fadøl, men som nu har fået sin officielle debut ved et motorshow. Andrew Palmer, CEO hos Aston Martin, fortalte stolt ved præsentationen:

- Der findes intet, som kommer i nærheden af, hvad dette køretøj er. Efter vi havde annonceret det her, bygger Mercedes-AMG deres egen hybridversion, men vi bruger en større 6.5-liters Cosworth V12 center-sugemotor. Præcis som en motor skal være!

- Rent teoretisk er det ikke nemt at sammenkoble en F1 bil med en almindelig produktionsbil. Helt fundamentalt skaber det nogle konflikter, men dem har vi klaret og derefter skabt en helt fænomenal hyperbil, der gerne skulle være klar til gaden i 2019. 

Der vil blive bygget 150 styks af AM-RB 001, som alle vil koste omkring 21 millioner kroner før afgift, og som du har gættet allerede, er det allesammen solgt. Køberne, som er racerkørere, stjerner og motorentusiaster, er alle blevet specifikt udvalgt og kan altså forvente deres nye legetøj engang i 2019.

I krogene blive der også snakket om 25 eksemplarer, der skal være “track-only” biler, hvilket vi selvfølgelig også ser en del frem til. 

Måske er du interesseret i...