Eksklusiv video: Fem fantastiske Ferrari'er fra fire årtier

Stop hvad end du har gang i. Det er formodentlig første og eneste gang, du får muligheden for at se en video af Ferrari's topmodeller samlet på én racerbane.

8. november 2016 af Daniel Bohnsen

Én af de legetøjsbiler, jeg virkelig har kørt plastikhjulene tynde på som barn, var en rød Ferrari F50, der kom frem, da jeg var fem år gammel.

Jeg har ældre kammerater, der uden tøven vil sige, at Ferrari F40 er den ultimative superbil, og jeg har yngre fætre, der sværger til Ferrari Enzo. Uanset hvornår du er fra, vil der garanteret være en plakatværdig topmodel fra Ferrari, som, du synes, er den "helt rigtige".

Måske mener du, at den mest værdige er den Gruppe B-homologerede rallyracer 288 GTO, der af mange ses som Ferrari's første rigtige superbil?

Eller måske synes du, at hybriden LaFerrari, der med knap 1000 hestekræfter er den kraftigste gadebil, Ferrari nogensinde har produceret, slår alle de gamle klenodier af banen?

Tak til talkshow-værten

Heldigvis har den amerikanske talkshow-vært, Jay Leno, sparet os besværet med at vælge. Han har nemlig fået en af verdens mest dedikerede Ferrari-ejere til at samle alle de seneste fire årtiers über-Ferrari'er på én og samme bane.

Tryk play herunder og skru op for lyden, for her er noget for alle sanser!

Måske er du interesseret i...