Året der gik: Frederiks bedste køreoplevelse i 2016

Som testkører på Bil Magasinet har Frederik T. Frey haft et endnu et år bag rattet på utallige biler. Her kan du læse om nogle af de mest interessante.

30. december 2016 af Frederik T. Frey


2016 bød vanen tro på utroligt mange lækre køreoplevelser for mit vedkommende. Året startede med et smut til Sydafrika, hvor den nye Porsche 911 Turbo S skulle vise tænder på den legendariske Kyalami-racerbane, der tidligere er blevet brugt til Formel 1.

Nogle måneder efter gik turen til Italien, hvor jeg for første gang skulle stifte bekendtskab med Alfa Romeo's nye Giulia Q. Det lukkede testanlæg Balocco lagde asfalt til, og som ekstra drama-krydderi havde vejrguderne sørget for let regn – Giulia'en var mildest talt levende men også meget fed at køre.


Handling Day, der lå i juni, bød også på fede køreoplevelser. Jeg faldt aldrig helt så meget for de nye McLaren'er, som mine kolleger gjorde – 570 S og 675 LT er bestemt både hurtige og fede biler, men for mig var det Porsche 911 GT3 RS, der stod for den bedste og mest ægte køreoplevelse på Ring Knutstorp i Nordsverige denne sommer. 

Den nye Honda NSX blev også motioneret på den portugisiske racerbane, Estoril – bestemt heller ikke en dårlig dag.


I et hav af flotte, dyre og ikke mindst ekstremt hurtige biler stikker en ret beskeden bil sjovt nok ud som årets bedste køreoplevelse for mig. I juli måned satte jeg kursen mod Malmø for at køre den nye Porsche 718 Cayman S. Tidligere havde jeg kørt den nye 718 Boxster S i Portugal, så jeg synes ligesom, at jeg var forberedt. 

Arrangementet blev holdt på én af mine yndlingsracerbaner – Sturup Raceway. Der var intet kompliceret ved hverken 718 Cayman S, eller måden præsentationen af den blev afholdt på. Det var bare at gribe en nøgle, starte motoren og flyve afsted på den lille men teknisk krævende racerbane. 

718 Cayman S er ikke den hurtigste bil, jeg har kørt i 2016. Og Sturup Raceway er heller ikke den fedeste racerbane, jeg har kørt på. Men matchet mellem de to var himmelråbende fedt – ALT var i balance.


Jeg har sjældent kunne presse en bil så hårdt, og stadig føle, at hvert et sving blev taget perfekt. Følelsen i maven da jeg igen trillede hjem mod København, var ubeskrivelig. Harmonien og balancen i bilen var perfekt sat op til at blive vist på netop Sturup Raceway, og derfor er dét min bedste køreoplevelse i 2016.

Du kan læse mere om min første tur i Porsche 718 Boxster S på Sturup Raceway i Bil Magasinet nr. 301 eller få en forsmag her på hjemmesiden – http://bilmagasinet.dk/biltest/som-sendt-fra-himlen-de-foerste-kilometer-i-porsche-s-fantastiske-cayman

Måske er du interesseret i...