Svar til læser: Sådan vurderer vi bilerne i Bil Magasinet

Spørgsmål:

Hej Bil Magasinet,

Som sædvanlig et dejligt magasin med flotte fotos. Men jer har en bøn eller ønske om, at når i giver stjerner, at de så ikke bare gives på en oplevelse af bilen over få kilometer.

F.eks. så er i og andre journalister ved at falde i svime og den nye Alfa Romeo Giulia. Den leveres selvfølgelig i en flot rød farve til en test mod en Audi A4, der leveres i en noget mere kedelig hvid. Tænk hvis det have være omvendt. Nu vil i selvfølgelig sige, at det ikke har nogen betydning for jeres mening og karakter. Det er selvfølgelig noget sludder. Selvfølgelig påvirker det, at bilen har en lækker farve og masser af ekstraudstyr. Men det er nu ikke min egentlige grund til denne mail. 

Jeg er så gammel, at jeg kan huske Alfa 156. Årets bil og masser af kåringer. Alle synes at det var en fantastisk bil – ja da den var ny. Kører der nogle af dem i dag, næppe. Men der kører derimod masser af gamle Passater, Mondeoer m.v.

Det betyder, at hvis jeg køber en Alfa Romeo Giulia i dag, at jeg så kan forvente en betydelig afskrivningsværdi og et bilen formentlig ikke findes om 10-15 år. Bilen er simpelthen gået til. Det er en konklusion som ikke fremgår nogen steder - der jeres test strækker sig over meget kort tid, men der burde i måske trække på jeres erfaring. Uagtet at den umiddelbart kan noget som i sætter stor pris på, nemlig svinge med røven.

Med venlig hilsen
Henrik Frederiksen

 

Svar:

Hej Henrik

Tak for din mail!

Jeg er glad for, at du sætter pris på magasinet og vores billeder. Det er mig, der står bag testen af den røde Alfa Romeo og den hvide Audi. Og nu skal du høre, hvor jeg står.

Du tager ikke fejl, når du påstår, at Alfa'en har meget udstyr. Det er også nævnt i hovedtekst og billedtekster – og prisen for den eksakte version kan læses på side 43 i det store faktaskema (BM #303). Vi forsøger ikke at holde forhold som disse hemmelige.

Ét sted i teksten tager jeg stilling til Alfa'ens værditab, og det er under feltet "Økonomi" på side 40. Her får den karakter herefter. Som du kan læse, er der både positive og negative betragtninger med i vurderingen.

Udfordringen er, at der er tale om spekulation, hvis jeg skal gå længere. Jeg gætter på, at den vil tabe værdien hurtigere, end Audi'en vil – men jeg kan faktisk ikke være 100 pct. sikker. Det samme er gældende for eventuelle rustproblemer, der endnu ikke har vist sig. Jeg har selv ejet en Alfa Romeo tidligere, og den rustede som bare pokker. Jeg kan dog ikke forsvare, at jeg bygger mit journalistiske arbejde udelukkende op omkring historie og tidligere erfaringer – der skal også være plads til, at forhold ændrer sig. Derfor kan jeg ikke på spekulationer dømme Alfa Romeo Giulia ude på forhånd, før den evt. ruster og taber værdi. 

En brugttest af en Alfa Romeo Giulia, når der er gået nogle år, er bestemt en god idé – men her er tale om en helt anden artikeltype. I testen her tester vi nye biler.

Desuden henvender disse biltyper sig ofte til leasing- og firmabilskunder, og derigennem bliver værditab og rust ikke en udfordring i første omgang.

Mvh. Frederik

Transparent fallback
Spørg Bil Magasinet

Hvis du er abonnent, kan du også stille et spørgsmål og få personlig rådgivning af redaktionen på Bil Magasinet.

Du må spørge om alt, bare det handler om biler. Vi kan ikke garantere, at vi når alle spørgsmål, men vi lover at vi vil gøre vores bedste for at nå så mange som muilgt. 

Ønsker du ikke at dit spørgsmål eller dit navn kommer i magasinet eller her på bilmagasinet.dk, så lad os det endelig vide. 

Skriv til:
[email protected] 
(Skriv dit abonnementsnummer i emnefeltet). 

Måske er du interesseret i...