Pendlerbil, 25.000 km om året - Hvilken?

Spørgsmål:

Hej.

Jeg har en mindre personlig krise :)

Jeg skal bruge en bil til ca. 20-25.000 km om året, primært som pendling og til brug på jobbet, altså motorvejskørsel og kørsel i København/Nordsjælland.
Vi har i familien en privatleaset Golf Variant (2015) som jeg kører i nu, men da fruen stopper sin barsel skal vi ud og have en ekstra bil, en bil jeg skal køre i, og dermed ikke en bil der nødvendigvis behøver have oceaner af plads til vores 2 børn, da vi vil køre i Golf'en ved længere familieture.
Jeg forestiller mig et prisleje mellem 150-200.000 kr. og bilen skal have automatgear og fartpilot, gerne adaptiv. Jeg tænker det skal være diesel, men har ikke lagt mig helt fast på det.

Planen var først at købe en ny Polo, men den løber hurtigt op i 230.000 og det synes jeg er i overkanten, så jeg havde kigget på en brugt, men kommer nu i tvivl om det er vejen frem. Derudover har en brugt Golf også været oppe og vende.

Jeg har måske været lidt VW farvet, da Audierne nok er for dyre :) Men jeg er meget åben overfor alternativer som Rio, Mazda 2, Fiesta osv.

Håber på input fra jer.

Hav en god dag.

Mvh
Rasmus

Svar:

Anders Richter, Redaktionschef:

Hej Rasmus

Tusind tak for din mail. Jeg kan selvfølgelig godt se, at det er noget af en krisesituation, du er havnet i:-)

Hvis dine krav om aut. gear, og adaptiv fartpilot skal lykkes, ja, så er der jo nærmest kun Polo'en, i minibilsklassen, som kan leve op til de to ting. Jo, indkøbsprisen løber op, men Polo'en bør heller ikke have et ligeså stort værditab som mange andre, så i det store regnestykke er det ikke sikkert, at det er så dumt endda. Jeg er dog godt klar over, at prisen løber op, hvis du skal have både dieselmotor, DSG og adaptiv fartpilot.

Enig i, at Audi'erne bliver en smule for dyre.

Mazda 2 er rigtig fin, men kan ikke fås i diesel, og jeg tror, at hvis du skal køre 25.000 km om året, så bør det være en diesel, du vælger. Ford Fiesta kører rigtig sjovt, men som diesel (og helst i den 95-hestes) kryber prisen over 200.000 kr.

Et alternativ kunne være at købe en brugt Polo. I det tilfælde må du dog vinke farvel til din adaptive fartpilot og "nøjes" med en normal fartpilot. Et eksempel kunne være denne (som dog også har manuelt gear) http://www.aldcarmarket.dk/560306663-vw-polo-tdi-105-highline/

En helt anden mulighed kunne være at købe en lidt mere komfortabel "egoist"-bil, som du kan cruise rundt i i timevis uden at blive træt. Her er dieselmotor, masser af udstyr og automatgear: http://www.biltorvet.dk/bil/volvo/c30/2-0-d-aut--136hk-3d/832082

Håber du kan bruge noget af det, til at tænke lidt videre selv. For det er en situation med mange løsningsmuligheder.

Skriv endelig igen, hvis du har brug for at spørge ind til noget af det, eller bliver i tvivl om noget andet.

#VW
Transparent fallback
Spørg Bil Magasinet

Hvis du er abonnent, kan du også stille et spørgsmål og få personlig rådgivning af redaktionen på Bil Magasinet.

Du må spørge om alt, bare det handler om biler. Vi kan ikke garantere, at vi når alle spørgsmål, men vi lover at vi vil gøre vores bedste for at nå så mange som muilgt. 

Ønsker du ikke at dit spørgsmål eller dit navn kommer i magasinet eller her på bilmagasinet.dk, så lad os det endelig vide. 

Skriv til:
[email protected] 
(Skriv dit abonnementsnummer i emnefeltet). 

Mere

Måske er du interesseret i...