Vis mig din kamerataske!

Er I til Canon eller Nikon? Og hvilke objektiver bruger I på Bil Magasinet? Søren Juul åbner fototasken og giver svaret

6. december 2015 af Søren Juul

"Hvad har du i tasken, makker?" Jeg får ofte spørgsmålet, når jeg render ind i en anden fotonørd. Den gamle, ramponerede Lowepro-taske er ikke større, end den går an som håndbagage i et fly. Alligevel rummer den alt det grej, der skal bruges til at skyde alt fra forsider, stortests og feature-historier, og det vil jeg gå igennem her.

Der raser en religionskrig mellem brugere af Canon og Nikon. Personligt foretrækker jeg Nikons brugerflade, men da resten af virksomheden bruger Canon, har jeg måtte rette ind.
 
Heldigvis er jeg godt tilfreds med redaktionens arbejdshest: et Canon 5D mk. III, der har virket upåklageligt i regn, sne og hedebølge de sidste fire år. Efter ca. 200.000 eksponeringer er det dog snart klar til en udskiftning. Dels fordi jeg frygter at det står af midt i en fotoserie, dels fordi min kollega Frederik T. Frey har fået et superhurtigt Canon 7D mk. II, der lammetæver det gamle 5D, når det kommer til at lave skarpe dynamiske billeder. Til gengæld har det kamera ikke en fullframe chip. Derfor venter jeg med at plage chefen om nyt udstyr, til der kommer et Canon 5D Mk. IV.  

Det vigtigste værktøj i tasken til vellykkede billeder er dog objektiverne. De skal tegne skarpt, være robuste og have billedstabilisering. Derfor bruger jeg objektiver fra Canon's L-Serie i tre forskellige størrelser, der overlapper hinanden i brændvidde.  

Oftest bruger jeg et Canon 24-70 mm f/4.0 IS (for Image Stabilization), der er fremragende til bil-til-bil billeder, statiske billeder og detaljebilleder. Og så er det ikke voldsomt dyrt. 

Den hvide Canon 70-200 mm f/2.8 IS II telelinse er også et uundværligt værktøj. Den er god til til actionfotos som svingbilleder og panoreringsbilleder, men er også suveræn til statiske billeder, hvor baggrunden kan sløres effektivt med en lav blænde. 

Det nyeste objektiv i tasken er et Canon 16-35 mm IS f/4.0, som fornylig afløste et ti år gammel objektiv arvet efter en kollega. Indtil videre har det imponeret med sin evne til at tegne skarpt, når jeg har fotograferet håndholdt ved meget lange lukkertider. 

En god kollega og ex-Bil Magasinet-mand hos FDM har et pokkers lækkert flash-kit fra Elinchrom, som jeg forsøger at overtale chefen til at købe. Den plan går skidt, så indtil videre må jeg nøjes med at benytte to Canon Speedlite blitz koblet til trådlåse Pocket Wizard udløsere, som gør det nemmere at fotografere en mørk kabine eller tage billeder i modlys. 

Et par pol-filtre runder Bil Magasinets basale fotokit af. De bruges til at fjerne uønsket refleksion i bilruder og lak, såvel som at øge farvemætheden i billedet.

Mere

Måske er du interesseret i...