Velkommen til Søren Juuls bilbillede-blog

Første billede i min nye billedblog er fra en tur til Californien i foråret 2015, hvor vi skulle lave et dynamisk foto af en vild Chevrolet Camaro ZL1

9. november 2015 af Søren Juul

Californien er et af mine absolutte yndlingsteder at fotografere biler i. Dels har fotoopgaven som regel noget med mange hestekræfter og V8-motorer at gøre, dels er det naturlige lys på de kanter så flot, at du ikke behøver slæbe kunstige lyskilder med på opgaven. Det gyldne, bløde lys om morgenen eller ved solnedgang er så nemt at arbejde med, at du virkelig skal gøre dig umage for at få et skidt foto med hjem.   

Der kan også være udfordringer. I byerne skal du have tilladelse til at fotografere, hvis ikke du vil sendes væk af politiet. Hemmeligheden er at kende de rigtige, øde steder på forhånd - og så tage billederne på tidspunkter af døgnet, hvor du er helt alene. 

Dette foto blev taget kl. 7 om morgenen på Highway 74, en nyasfalteret bjergvej, der bugter sig fra den flade ørkenby Palm Springs til byen Hemet gennem en naturreservat. Vejen ligger cirka to timers kørsel øst for Los Angeles og har været flittigt benyttet i diverse bilblade. Vi har i Bil Magasinet brugt lokationen til en rød Corvette C7, en Aston Martin og en Opel GT, men det er en anden historie. 

Mission denne dag var klar: Blandt andre fotos skulle vi bruge et dynamisk billede af den hvide Camaro, men der var en udfordring: vi manglede en mand, hvis vi skulle lave billedet på den sædvanlige måde, hvor fotografen skyder billedet fra bagagerummet eller ud af sideruden fra en forankørende bil. Løsningen er nem:  Ved hjælp af tre sugekopper monteres et fotostativ på bagsmækken af en forankørende bil, som i dette tilfælde var en Dodge Challenger Hellcat med over 700 hk. Så mange heste fik jeg dog ikke brug for, for hastigheden er cirka 50 km/t, da vi kører i formation op ad bjerget, mens kameraet udløses med en fjernbetjening fra forsædet. 

Bare skyd løs! Du får sikkert 399 uskarpe billeder, men så længe der er eet, som er skarpt, så er alle glade. 

Udstyr brugt til dette foto: 

Canon 5D Mk. III
Objektiv: EF24-70 mm f/4L IS USM
Gitzo T2531E kulfiberstativ
3 Manfrotto sugekopper
En fjernudløser til kamera
To biler
Snoet bjergvej med jævn asfalt og ingen trafik

Data til fotonørderne: 
Brændvidde: 26 mm
Lukkertid: 1/30 sek. 
Blænde: f/10.0
ISO: 250
Exposure mode: Tv (lukkertidsprioriteret)

Her er billedet direkte fra kameraet - dog som jpeg i stedet for det originale Raw-format

Mere

Måske er du interesseret i...