Sæt fart i dit bilbillede, mens du står stille

Søren Juuls bilbilledblog: Fang og følg bilen i kamerasøgeren og fyr løs! Med et teleobjektiv kan du lave flotte billeder af en bil i bevægelse uden at overanstrenge dig. Her er en opskrift på et klassisk panoreringsbillede

10. februar 2016 af Søren Juul

Teleobjektivet er ikke kun en favorit blandt paparazzi-fotografer på jagt efter kendisser i penible situationer. Det er også en trofast arbejdshest hos mange bilfotografer. I min fototaske ligger et Canon EF 70 - 200 mm 1:2.8 L IS II objektiv, som jeg bl.a. bruger til såkaldte panoreringsbilleder. De sidste er dem, hvor bilen ses profil med masser af fart i hjulene, mens baggrunden er tværet ud. Et klassisk motiv, som er nemt at lave efter få instrukser.  

Princippet er simpelt. Fang bilen i kameraets søger, fokusér på sidespejl eller b-stolpe og fyr løs, når bilen passerer.    

Først skal kameraet dog konfigureres. Autofokussystemet sættes til kontinuerlig fokusering ("AI Servo" på et Canon). Sommetider virker single-fokusering ("One shot" på et Canon) dog bedre. Prøv dig frem. Kameraet skal have fokuseret, når bilen er lige ud foran kameraet. 

Vælg lukkertidsprioriteret eksponering (Tv på et Canon) på programhjulet ovenpå kameraet. Jo længere lukkertid, desto mere fart, men også større chance for at billederne bliver rystede. Især hvis det blæser. Jeg plejer at starte på ca. 1/80 sek. og arbejder mig ned mod 1/40 sek.

Brændvidden sætter jeg til mellem 135 til 200 mm, afhængig af hvor langt væk jeg kan komme fra vejen. Jo mere zoom, desto langsommere skal kameraet panoreres for at følge bilen, men risikoen for uskarpe billeder øges også.  

Med lidt øvelse kan du få masser af fine fotos. På billedet nedenfor kører en Porsche Cayman GT4 med ca. 70 km/t på en landevej, mens jeg står på lur med kameraet ude på en mark.

Bonustip: Træd i hjulspor og undgå så vidt muligt at trampe afgrøder ned, når du går ud på en mark. Ellers bliver landmanden med rette mellemfornøjet. Heldigvis kan panoreringsbilleder også laves inde i byen. Min erfaring er dog, at du får mest i fart i billedet, hvis du tager dem på landet, hvor bilen kan køre foran nogle træer, mens en græskant eller lignende farer forbi i forgrunden.

Udstyr brugt til dette foto: 
Kamera: Canon 5D Mark III
Objektiv: EF70-200 mm f/2.8L IS USM
77 mm polfilter

Data til fotonørderne: 
Lukkertid: 1/60 sek. 
Blænde: f/8.0
ISO: 200
Brændvidde: 200 mm
Exposure Mode: Tv (lukkertidsprioriteret)
AF: AI Servo

Mere

Måske er du interesseret i...