Juuls billedblog: Kom med bag om forsiden på Bil Magasinet

Det er Bil Magasinets dygtige billedbehandler gennem mange år, som "fremkalder" dem i Photoshop og udretter mirakler, når det er påkrævet. Seneste eksempel er forsiden til BM307. Her kan du se, hvordan det foregår.

4. april 2017 af Søren Juul


Forsiden på april-nummeret af Bil Magasinet: Fire biler i direktørklassen står badet i gyldent sollys foran Royal Arena i Ørestaden. Men billedet snyder. Bilerne holder et andet sted og baggrunden er alt andet end pæn. 

Vi løb nemlig ind i to problemer, dén morgen forsiden med stortest af den nye BMW 5-Serie skulle fotograferes. 

Efter billedet, der åbner artiklen inde i bladet var i kassen, begyndte en skarp forårssol at skinne på det royale spillested og bilerne. Det gav grimme, hårde skygger. Desuden skulle bilerne fotograferes fra en vis højde, der ville kræve at vi kørte tilbage til redaktionen efter en trappestige. Løsningen blev at tænke kreativt og få assistance af vores billedbehandler Michael Wilken, som så mange gange før. 

Bilerne blev parkeret på en nærliggende parkeringsplads, der stadig var delvist i skygge og lå på et lavere niveau, rent højdemæssigt.   

På det første skud er der lagt lys fra en trådløs blitz på siden af BMW'en for at dæmme op for den lille mængde sollys, der kommer oppe fra  højre hjørne. 

Dernæst lægges der lidt blitzlys på snuden af BMW'en for at få lidt liv i den flotte lak. En reflektor bruges til at bløde lyset op. 

Også Volvo'en får et skud blitz-lys for at fremhæve den flotte kølergrill. Hjemme på kontoret starter billedbehandler Wilken Photoshop op og går igang med at klippe og klistre billederne sammen til et foto, der skal på forsiden af bladet. 

Tanken var oprindelig, at forsidebilledet skulle laves neutralt, men Wilken opdager et snapshot på kameraets hukommelseskort, som forestiller Royal Arena uden biler foran. Det er rigelig til at lave en flot baggrund, hvis man er god til Photoshop. 

Her er resultatet efter at Wilken har sat brikkerne sammen i Photoshop: Bilerne er blødt belyst, fotograferet fra en vis højde og placeret foran Royal Arena i stedet for på en grim parkeringspladsen foran et metrospor. 

Du kan komme mere med bag om kameraet i videoen nederst i artiklen.

Måske er du interesseret i...