Juuls billedblog: Fedt kamera fra Sony

På Bil Magasinet bruger vi Canon til at fotografere, men jobbet kan ligeså godt løses med et Sony-kamera, melder Søren Juul efter en stund med et A99 II full-frame kamera.

1. oktober 2017 af Søren Juul

Af en eller anden grund har Bil Magasinet altid sværget til Canon. Formodentlig for at genbruge objektiver når kamerahuse skulle udskiftes. Personlig er jeg gladere for Nikon på grund af deres mere overskuelige brugerflade, men skulle jeg købe nyt kameraudstyr i dag, ville jeg grundigt overveje et system fra Sony. 

Sidstnævnte producent har virkelig oppet sig og laver bl.a. nogle fine spejlløse kameraer. Sidste år prøvede jeg et A7R II, som uden tvivl var et godt kamera, men jeg brød mig ikke om at bruge det til bilfotografering. Det var fysisk for småt og fnidret at arbejde med, menuerne var svære at finde rundt i og jeg vænnede mig aldrig til at bruge den virtuelle søger. 

Nu har jeg haft fingrene i et Sony A99 II, som på mange måder minder om dét Canon 5D Mk. IV jeg bruger her på Bil Magasinet. Fysisk er de lige store, begge har en vis tyngde og ligger godt i hånden, når man skal følge en bil i søgeren med en telelinse uden at ryste på hænderne.  

Sony A99 II vs. Canon 5D Mk. IV

Sony-kameraet vejer 849 gram, hvor Canon'en vejer 890 gram. 

© Bil Magasinet

Men Sony-kameraet tager større billeder og kan tage flere af dem per sekund: 7952 x 5304 og 12 billeder per sekund mod 6720 x 4480 og 7 billeder per sekund i Canon 5D Mk. IV. Begge er full-frame kameraer med spejl, men i Sony-kameraet vipper spejlet ikke fysisk op og ned. Det speeder autofokus-processen op, til gengæld må du bruge en virtuel viewfinder, ligesom i A7R II.

Jeg nåede desværre kun at tage Sony-kameraet med ud på en enkelt fotoopgave, men der nåede det at efterlade nogle fine indtryk.

Modsat på et Canon 5D Mk. IV kan du vippe LCD-skærmen på bagsiden, hvilken er en god ting, når du fotograferer med hjælp live-view funktionen i en akavet vinkel. 

Kameraet er lynhurtigt og fanger testbilen med det samme, da den kører gennem et sving med 70 km/t. Kameraet kan skyde op til 12 billeder per sekund, mens autofokusen arbejder videre i baggrunden. Her kan et Canon 5D Mk. IV ikke være med. Du skal have topmodellen 1D X Mk. II for at gøre det hurtigere. 

Med Sony-kameraet er det eneste du skal koncentrere dig om ikke at ryste på hænderne. For at modvirke dét har A99 II et indbygget stabilisator. På et Canon 5D Mk. IV først får dén assistance, hvis du køber objektiver med indbygget billedstabilisator. 

Alfa Romeo Giulia Quadrifoglio fotograferet med et 70-300 mm Sony objektiv. 

Den virtuelle søger er jeg stadig ikke fan af - billedet der møder dit øje er ikke helt så skarpt, som når du kigger ud gennem et Canon 5D Mk. IV kamera. Til gengæld får du flere fokuspunkter at arbejde med - 399 stk. mod 61 stk. i Canon-kameraet. 

Brugerfladen kræver mildt sagt også tilvænning, når du er vant til at bruge et Canon. Jeg opgav at finde rundt i Sony-menuen, men den slags kan læres. 

RAW-filen fra en Sony A99 II fylder omkring 80 mb, hvor Canon 5D Mk. IV kun skal bruge ca. 30 mb per foto. Det stiller krav til dine memory-cards.

© Bil Magasinet

Alt i alt kan jeg anbefale Sony A99 II til at fotografere biler med. Det er et lækkert og hurtigt kamera til en god pris. Det kan købes hos f.eks. Goecker til 26.745 kr. inkl. moms.

Måske er du interesseret i...