Richters Garage: Så mange km har han kørt i sin Porsche siden 1976

Ingen er i tvivl om, at Porsche'r er bygget til at blive brugt, og det har canadieren Bill MacEachern bevist ved at bruge sin Porsche 930 Turbo som sin hverdagsbil i over 40 år.

14. juli 2017 af Anders Richter

Hvis du har brug for en sportsvogn, som kan holde til at blive brugt, er det ingen hemmelighed, at en Porsche er en god kandidat. Jeg har selv et par, og selv om jeg langtfra har kørt specielt mange kilometer i dem, føler jeg en slags tryghed i, at de aldrig går i stykker – eller det siger man i hvert fald. For det sker jo nogle gange, at 944'eren dumper til syn, og 996'eren skal til service. Anyways, så faldt jeg i ugens løb over en ret sjov historie, om en Porsche-ejer, der bruger sin bil, til det den skal: Nemlig at køre!


Manden på billedet hedder Bill MacEachern. Han er canadier og har sit eget firma, som udfører tæpperens for folk. I 1976 købte han en ny bil. En Porsche 930 Turbo af første generation. Faktisk var det Porsche 930 Turbo nummer 350 til at køre af samlebåndet i Zuffenhausen, og den har han kørt i lige siden. Faktisk fik Bill den allerførste Porsche 930 Turbo, der kom til Canada. Han havde i forvejen haft et par andre Porsche'r i form af en 911T fra 1969 og en 911T fra 1973. Begge var dog lige til den langsomme side i følge Bill.

Siden 1976 har Bill brugt sin bil som hans daglige vogn, og det har gjort, at der er rullet en hel del miles på bilen. I dag har tælleren rundet 725.000 miles, hvilket svarer til 1.160.000 km. Men der er dog sket en hel del med bilen, siden den var ny. 

Kendere vil bl.a. spotte de unikke fælge, som ikke er standard. Og i motorrummet er der også skruet godt op for kræfterne. Standard yder en førstegenerations Porsche 930 Turbo 260 hk. Men Bill's motor har fået lavet en hel del om, så den i dag yder over 480 hk. 

Bilen er et løbende projekt, og gennem tiden er der hele tiden blevet lavet flere og flere ting ved den midnatsblå Porsche 930 Turbo. Næste mål er at krydse 1.000.000 miles, og det regner Bill med nok skal nås. Han har nemlig også to sønner, som står klar til at hjælpe. 

Mød Bill MacEachern i klippet herunder!

Richters Garage er en blog skrevet af redaktionschefen på Bil Magasinet, Anders Richter. Her handler det om ældre køretøjer, investeringsbiler og livet i selskab med en privat vognpark, der i øjeblikket består af en Porsche 944 Turbo fra 1987, en Porsche 996 Turbo fra 2001 samt en BMW 750i E32 med V12-motor fra 1988.

Følg Richters Garage og Bil Magasinet på Instagram og få daglige opdateringer.

Ris, ros eller idéer til emner på bloggen modtages gerne på [email protected]

Måske er du interesseret i...