Nej, nej, nej! PostNord har mistet papirerne til Richters gule M3

I forrige måned eksporterede Anders Richter sin BMW M3. Bilen nåede fint frem, men det gjorde bilens papirer aldrig.

24. maj 2017 af Anders Richter

Hvad er der sket?

I forrige måned fik jeg solgt min dakargule BMW M3, som jeg har passet og plejet de seneste mange år. Jeg solgte bilen til en hollandsk forhandler. Vi aftalte, at bilen skulle sendes derned på en autotransporter, og at papirerne skulle sendes som en "Track and Trace"-pakke til Holland. Det er nemlig meget normalt i denne slags situationer, at man ikke har både bil og bilens papirer på samme sted, hvis nu bilen skulle blive stjålet under transporten eller noget andet. 

Dansk Autologik stod for transporten af bilen, hvilket foregik lige efter bogen og endda til en yderst rimelig pris. Tommel op til jer!

PostNord stod for transporten af papirerne, og det gik mildt sagt mindre heldigt. For pakken nåede aldrig frem til bilens nye ejer.  

Se også videoen nederst, hvor Anders Richter kommer med sin umiddelbare reaktion.

Hvem så pakken sidst?

Pakken med bilens papirer blev sendt d. 24/3 (altså præcis otte uger siden) omkring middagstid, hvor den blev afleveret på Posthuset i Føtex på Nordre Fasanvej på Frederiksberg. 

Jeg var endda så forhippet på at dokumentere alting, at jeg tog et billede af pakken umiddelbart inden, at jeg slap mit tag i den (se fotoet nedenfor). I følge pakkens Track & Trace-nummer, kan jeg se, at pakken blev sorteret flere gange i Danmark, inden den "forlader afsenderlandet" hos Taulov pakkecenter kl. 02.03 om morgenen d. 25/3. Siden har ingen set noget til pakken. 

Pakken inden afsendelse.
PostNord-pakke

Hvad siger PostNord?

I de første par uger, hvor jeg ikke vidste, hvor pakken var, ringede jeg jævnligt ind til PostNord, og har sammenlagt ventet i timevis på at komme igennem til en medarbejder. Det var dybt frustrerende. Jeg blev rådet af dem til at oprette en sag på pakken, som værende forsvundet. Det skulle de så bruge nogle dage på at undersøge. Så kom påsken åbenbart i vejen for PostNord, og de blev yderligere forsinket i deres undersøgelsesproces. 

Til sidst mistede jeg tålmodigheden, og hev fat i presseafdelingen hos PostNord for at høre, om alt dette kunne have sin rigtighed? Så kom der lidt mere skub i tingene. Jeg tror ikke de følte, at de havde brug for mere dårlig PR. Alligevel ændrede det ikke rigtig noget. 

For nu har de selv ringet og sagt, at de efter otte ugers forsøg ikke regner med at finde pakken. De har ingen forklaring på, hvad der er sket ud over, at de i hvert fald ikke kan finde den. Ifølge scanningerne skulle pakken være sendt ud af Danmark og den er altså ude af PostNord's hænder. Faktum er dog, at ingen ved, hvor den pakke er, så hvem ved, hvad jeg skal tro på? Jeg står i hvert fald tilbage med en rigtig lang næse, en manglende pakke og en ikke eksisterende tiltro til PostNord's evner til at håndtere pakker eller til at finde pålidelige samarbejdspartnere i udlandet.   

Hvad var i pakken? 

Der var tre ting: 

  1. Bilens originale ekstra nøgler. 
  2. Bilens originale Fahrzeugbrief, som svarer til den en dansk registreringsattest. 
  3. Bilens fuldstemplede servicebog og andre papirer i forhold til service. 

Fordi jeg aldrig har haft bilen indregistreret i Danmark, er det bilens tyske Fahrzeugbrief, som er bilens vigtigste dokument. Det er nemlig dét, du skal bruge, hvis du vil indregistrere den i et andet land. Men det dokument er nu væk, og selv om jeg har kopier af det, så er det ikke nok. Du skal bruge originalen for at omregistrere bilen. 

Bilens servicebog er dog det værste at miste. At kunne dokumentere bilens historik er alfa og omega, når vi har at gøre med en samlervogn med et lavt km-tal. Jeg har heldigvis taget fotos af samtlige sider i bogen, men det er ikke helt det samme.  

Pakkens indhold
Bilens papirer og nøgler

Kan det genskabes?

Spørgsmålet er nu, hvad jeg gør herfra? Og her kunne jeg godt bruge noget hjælp fra jer læsere. Jeg har i forvejen haft fat i BMW-forhandleren Jan Nygaard, og de to nøgler, der er gået tabt kan nemt skaffes igen. Så det er ikke det store problem. Jeg er mere interesseret i at høre følgende fra jer læsere: 

  • Ved I, hvordan man skaffer et nyt "Fahrzeugbrief"? 
  • Det vil sige, hvem skal jeg have fat i i Tyskland, og hvordan er proceduren? 
  • Og hvad gør jeg med den manglende servicebog. Kan man genskabe sådan noget? 
  • Eller har BMW et centralt register, hvor service logges? 

Har du et godt råd, som kan hjælpe mig videre, så den nye ejer kan få de papirer, han har brug for, så smid mig en mail på [email protected]

BMW M3 E36
Den gule BMW M3 forlader landet med Dansk Autologik.
BMW M3 E36
BMW M3 E36

Hvad kan man lære af det?

Har du papirer eller dokumenter, som er vigtige i forhold til værdien af et køretøj, så slip ikke papirerne af syne. Tro heller ikke, at pakkeposten ved, hvor din "Track and Trace"-pakke er på trods af, at navnet på forsendelsesmuligheden godt kunne antyde noget andet. 

Jeg har i hvert fald lært min lektie. Men der er ikke tid til at dvæle ved det, for jeg skal ud og finde svar på, hvordan jeg får genskabt det, som er tabt. Og hvis du tilfældigvis skulle arbejde ved postvæsenet i enten Danmark eller Holland, så må du da godt lige holde øje med en brun papæske der måler 26 cm i længden, 15 cm i bredden og 8 cm i højden. Den vejer ca. 250 gram. Ejeren vil meget gerne have den retur.

Hvem er jeg?

Richters Garage er en blog skrevet af redaktionschefen på Bil Magasinet, Anders Richter. Her handler det om ældre køretøjer, investeringsbiler og livet i selskab med en privat vognpark, der i øjeblikket består af en Porsche 944 Turbo fra 1987, en Porsche 996 Turbo, en BMW 750i E32 med V12-motor fra 1988, en BMW M3 3,2 E36 fra 1998 samt en Moto Guzzi V7 Sport fra 1973. Og så er der selvfølgelig også en nyere Suzuki Swift Sport til det daglige brug.

Følg Richters Garage og Bil Magasinet på Instagram og få daglige opdateringer.

Ris, ros eller idéer til emner på bloggen modtages gerne på [email protected]

Måske er du interesseret i...