Klumme: På gensyn gamle ven

De sidste mange år har Anders Richter brugt sine somre på at køre rundt i sin Volvo Amazon fra 1970. Men så kom tide, hvor han skulle skille sig af med sin gamle ven

30. august 2015 af Anders Richter

“Du fortryder det!” Dette var groft sagt de eneste tre ord, jeg hørte, da jeg begyndte at fortælle folk, at jeg overvejede at sælge min Volvo Amazon fra 1970. Et eller andet sted var jeg også selv meget i tvivl. Jeg kan lige så tydeligt huske, at jeg købte bilen sammen med min far, da jeg lige var fyldt 16 år. De to år, hvor jeg måtte glo på bilen, som stod og ventede i garagen, føltes som et helt liv. Glæden, da jeg endelig blev sat af på hjemmeadressen af min kørelærer med et midlertidigt kørekort i lommen, var dog i min verden større end at få min studentereksamen.
Pludselig kunne jeg køre, lige hvorhen jeg ville i min Volvo Amazon.

Jeg var dog lidt begrænset af, at jeg kun sjældent havde råd til at fylde tanken helt op. En enkelt gang sparede jeg dog sammen med en kammerat op, så vi kunne tage på roadtrip i Sverige, hvor bilen endda fik lov til at besøge hjembyen Trollhätten, som er stedet, hvor den blev produceret i sin tid. På turen formåede jeg endda også at få skældud af en svensker, som mente, at en så fin Amazon skulle stå på museum i stedet for at blive brugt – dén holdning har jeg nu aldrig haft. 

Bilen havde kun haft én ejer, før den kom til at bo hos mig, og jeg har altid sat en ære i at give den et godt hjem. Derfor blev der løbende opgraderet på den tekniske side, hvor der både blev installeret et overgear samt en ny og mere tidssvarende undervogn. Et sæt brede stålfælge og to Marchal-lygter foran var prikken over i’et – efter min mening.

Bilen har altid kørt som en klokke, og den kom selvfølgelig kun ud om sommeren samtidig med, at den altid blev parkeret indendørs. Derfor stod bilen også i en overraskende original og smukt patineret stand selv med lidt over 180.000 km på tælleren.

Det meste af tiden servicerede jeg bilen selv, hvilket på en Volvo af den gamle skole er lettere, end man skulle tro. I motorrummet er der plads nok til, at du kan få hænderne ned, og hvis der nogensinde gik noget i stykker, var der altid en Volvo-kammerat i nærheden til at hjælpe.

Alligevel kunne jeg mærke, at Amazon’en var ved at blive for gammel til mig. Min fødselsdato ligger trods alt 17 år efter Amazon’ens. Inderst inde kunne jeg mærke, at nu var det tid til at komme videre – men ikke for enhver pris. Jeg ville jo helst have, at bilen kom videre til et hjem, hvor den ville få den samme mængde af omsorg og pleje, som jeg har givet den.

Nogle af disse overvejelser valgte jeg at skrive om på min blog med navnet Richters Garage, som man kan læse på bilmagasinet.dk – og pludselig tikkede der en mail ind. Det var tydeligt, at personen i den anden ende vidste meget om Volvo Amazon, og han havde uden tvivl gjort sit forarbejde grundigt. Så vi aftalte, at han skulle se bilen i levende live.

En voksen og nydelig herre ankom til garagen, hvor han svingede sig ned fra sin cykel, og straks da han så den hvide Amazon, kunne jeg se, at der kom en glød i hans øjne. Jeg er sikker på, at det var den samme gnist, jeg følte, da jeg selv så bilen første gang, og hele min krop skulle anstrenge sig for ikke at virke for interesseret – vi skulle jo gerne finde en rimelig pris. 

Samtidig med, at den mulige køber udspurgte mig om bilen, fik jeg i lige så høj grad udspurgt ham om hans intentioner. Der gik dog ikke lang tid, før jeg kunne regne ud, at han gerne ville give Volvo’en et godt hjem. Forhandlingen om pris var overstået på kort tid, da vi begge to var ret enige. Solgt!

Få dage senere kørte jeg min sidste tur i Amazon’en, og jeg må indrømme, at jeg tog en omvej. 12 år i selskab med det langsgående speedometer, de røde vinylsæder og blinkerstilken, som aldrig helt har kunnet holde sig i sin rette position, var slut.

Jeg er klar over, at en bil ikke er et levende væsen, men jeg binder mig alligevel forfærdeligt meget til mine køretøjer. For mig er en bil mere end bare en ting og et transportmiddel. Jeg ved dog også, at det er helt unikt at finde en person, jeg stoler helt og holdent på, der kan overtage et køretøj. Så faktisk var det ikke så slemt at overdrage nøglebundtet, som jeg havde regnet med.
Det var egentlig en helt rar fornemmelse at indtage passagersædet og lade den nye ejer af bilen køre mig hjem. Og jeg er helt sikker på, at jeg ikke kommer til at fortryde beslutningen. Jeg havde helt ro i sindet, da Ama’en kørte væk. Det var så lige indtil jeg opdagede, at min taske med pung og nøgler lå på bagsædet: “Stop! Stands! Kom tilbage!”

Klummen har været bragt i Bil Magasinet, juli 2015

Mere

Måske er du interesseret i...