© bilmagasinet.dk

Turbomotor fra Volvo med 306 hk

Ny 4-cylindret turbomotor kommer i kendte modeller allerede fra januar 2014

25. september 2013 af Mikkel Thomsager

306 hk lyder som noget med seks cylindre i en BMW, men til januar er Volvo klar med en 4-cylindret S60 med samme effekt. Den voldsomme motor er en af to nye motorserier, som Volvo introducerer fra efteråret 2014.

De to motorserier, som er henholdvis en benzin og en diesel, er udviklet af Volvo selv i Göteborg. Motorerne benytter samme grundlæggende opbygning, de har samme slagvolumen på 1.969 cm3 og kommer begge i fire versioner med effekt fra 120 til 306 hk.

Vellykket ny Volvo-diesel
I begge tilfælde starter Volvo med topversioner. At dømme efter præsentationen, der fandt sted i Volvo S60, V60 og XC60 omkring Nice i Frankrig tirsdag denne uge, er dieselversionen den mest vellykkede.

Med to turboer leverer den 181 hk ved 4.250 o/min og 400 Nm ved 1.700 o/min, hvilket skyder en V60 fra 0-100 km/ på 7,6 sekunder. Denne motor benævnes D4. Senere følger en D2 med 120 hk en D3 med 160 og en D5 med 230 hk. Alle fire varianter deler samme slagvolumen og er grundlæggende ens på nær antallet af turboladere. Med 181 hk klarer Volvo V60 D5 imponerende 25,6 km/l. De svagere versioner nøjes med én turbo, og de vil formentlig kunne præstere endnu bedre brændstoføkonomi.

T6 benzinmotor med 306 hk
Samme fremgangsmåde gælder for benzinmotorerne. Her starter Volvo med T6, der yder 306 hk ved 5.700 o/min og 400 Nm ved 2.100 o/min, hvilket skyder en V60 fra 0-100 km/ på 6,0 sekunder. Senere følger en T5 med 245 hk, en T4 med 180 og en T3 med 140 hk. Alle fire varianter deler samme slagvolumen som dieselmotoren, mens topmodellen er ene om at have både en kompressor og en turbo. De to svagere versioner nøjes med én turbo og basis-versionen på 140 hk klarer sig uden.

Mit første indtryk er, at dieselmotoren er klart den mest vellykkede. Efter en kort tur i en Volvo V60 mener jeg at kunne sige, at den overgår sidestykkerne fra Mercedes og Audi i gangkultur og effektudvikling.

Benzinmotoren virker anstrengt, når den presses. Fulde omdrejninger følges af en hård  og anmasende gangkultur, men effekten mangler ikke. De 306 hk føles friske og villige, og der er rigelig motorkraft at tage af ved næsten alle hastigheder.

Skal jeg være ærlig, så minder støjbilledet en del om det fra en BMW 328i, der har en 4-cylindret turbomotor på 245 hk. Så måske er den hårde, pressede, 4-cylindrede motorlyd bare del af den nye verdensorden.

Måske er du interesseret i...