Thomsager tester Toyota Auris med turbo

Ny lille turbo-motor sætter tiltrængt fut i Toyota Auris

2. februar 2016 af Mikkel Thomsager

Toyota har travlt med hybrid-modeller, men har til gengæld holdt igen med turbo-blæsene på benzin-motorerne. Indtil nu. Som en af de første får Auris nemlig glæde af Toyotas nye lille 1,2 liters turbo-benzin motor.

Jeg er ikke begejstret for Toyotas hybrid-modeller. De fleste af dem er af den oprindelige type, som ikke kan lades op fra en stikkontakt, og så giver den avancerede teknik kun en lille brændstofgevinst, men det koster på køreglæden.

Og Toyota har jo stolte traditioner inden for sporty hverdagsbiler med friske motorer, der gerne tager omdrejninger. Det er efterhånden ved at være et par årtier siden, at Twin Cam & Co. blev afløst af den store miljøprofil, men jeg husker det, og jeg fik næsten tårer i øjene, da jeg kom bag rattet af den nye 116 hestes 1,2 liters turbo-motor.

Turboen er helt uden tøven og næsten umærkelig i motoren, som bare føles kvik og villig helt fra bunden. På den anden side af 100 km/t viser effektens begrænsninger sig, men op til da er der masser af underholdning i motoren, der føles så omdrejningsvillig, som jeg husker fra gamle dage.

Desværre stopper løjerne ved 5.800 o/min., og det er ærgerligt, for det er underholndende op til da. Bare 500 o/min. mere og min gensynstårer ville bryde ud i strålende gensynglæde den gamle Toyota-ånd.

Måske er du interesseret i...