© A. Hansen

Test: To lækre overraskelser på vej til Danmark – og det er hybrid-biler!

I sidste uge kørte Mikkel Thomsager for første gang to biler, der kommer til Danmark allerede i december. Det er begge hybridbiler, og du kan godt glæde dig...

1. december 2016 af Mikkel Thomsager

I den forgangne uge deltog jeg i AutoBest Final Five. Finale-arrangementet før kåringen af årets AutoBest, som er Europas bedste bil til under 20.000 Euro. Resultatet offentliggøres den 15. december.

Finalisterne er Peugeot 3008, Citroën C2 og Seat Ateca samt de to nye hybridbiler Kia Niro og Toyota C-HR. De to sidste har jeg ikke kørt før, og det var en dejlig overraskelse.

De drives begge af hybrid-teknologi (C-HR fås dog også uden), og ikke mindst derfor forventede jeg at par praktiske familiebiler med lidt for blød affjedring og kedsommelig dynamik. 

Men begge stillede med god balance i affjedringen, præcis styring og en overraskende underholdende køreoplevelse, og begge lanceres i Danmark til priser, som retfærdiggøres alene af deres størrelse og udstyr.

Kia Niro
Kia Niro © A.Hansen

Kia Niro - bedre end den ser ud

Mest imponeret blev jeg over Kia Niro. Jeg synes den ser underligt kedelig ud i forhold til eksempelvis Kia Sportage. Jeg tror, filosofien er, at teknikken er avanceret, og derfor skal karrosseriet være enkelt. Det synes jeg er lidt ærgerligt, men derudover var der intet kedeligt over Niro – heller ikke i kabinen.

Den føles lækker fra førersædet. Den er praktisk indrettet og overraskende rummelig både på bagsædet og i bagagerummet. Faktisk er det ikke til at se, at de ekstra batterier optager plads i bilen.

Den styrer forbavsende godt med stor præcision, samtidig med at retningsstabiliteten er noget af det bedste, jeg har kørt i lang tid. Det burde koste på affjedringskomforten, men det er lige så imponerende god. Nuanceret og med god feedback, samtidig med at de isolerer fra det, du ikke gider mærke.

Teknikken er Kia's 1,6 benzin-motor plus en elmotor forbundet til forhjulene via Kia's 6-trins dobbeltkoblings-gearkasse. Den fungerer som enhver anden benzin-motor med automatgear – bortset fra, at hybridteknikken får bilen til at sætte lydløst igang. Det lydløse fortsætter i øvrigt op gennem omdrejningsfeltet. Selv ved højere hastigheder er Niro forbilledlig tyst.

En rigtig spændende bil, som jeg glæder mig til at køre mere i. 

Toyota C-HR
Toyota C-HR © A. Hansen

Toyota C-HR - ser bedre ud, end den er

Alene designet gør Toyota's nye C-HR en spændende bil. Den bryder med alt, hvad Toyota har vist i flere årtier. Markante linjer og udfordrende former gør C-HR til en ener i Toyotas program – i nogen grad på bekostning af praktikaliteten.

Og C-HR ser ikke bare anderledes ud, den ser også godt ud både ud- og indvendigt.

Det flotte karrosseridesign følges op i kabinen, hvor førerpladsen byder på et helt nyt udtryk med nye materialer, der giver indtryk af mærket hidtil bedste finish.

De flotte former følges op med nydelige køreegenskaber med et præcist styretøj og overraskende flot dynamik. Ikke mindst kørehøjden taget i betragtning. Dynamikken er i nogen fundet på bekostning af komforten, men ikke i skæmmende grad.

Det voldsomme karrosseridesign er dog i nogen grad er skabt på bekostning af kabinens praktiske egenskaber og rummelighed. Især bagsædet lider under formerne – her er både knæplads og lofthøjde forholdsvis begrænset bilens størrelse taget i betragtning, og siderudeføringen gør, at børn har svært ved at se ud af sideruderne.

Det er i det hele taget noget af en udvikling, det japanske mærke har gennemgået, siden Corolla satte dagsordenen, men skal man tro Toyota selv, er den tid også for længst forbi. C-HR er angiveligt starten på en ny ære hos Toyota.

Mere

Måske er du interesseret i...