Renault sjusker med detaljerne

Flot indpakning og masser af udstyr lyder som en sikker formel for succes, men den nye Renault Megane har alligevel slækket på finishen

1. april 2016 af Mikkel Thomsager

I lang tid er Renault'er bare blevet bedre og bedre med den seneste Clio som et højdepunkt i nyere tid. Og det er stadig en superfin minbil til prisen. Jeg blev dog lidt skuffet over Kadjar, men til gengæld glædede jeg mig til at prøve den nye Megane, som ser virklig fin ud på billeder.

Det gør den også i virkeligheden. Karrosseriets linjer har noget robust over sig, samtidig med at fine detaljer, som de smalle baglygter og de det hesteskoformede kørelys foran, giver den karakter og vilje. Den ligner ikke en bil, der vil stå i skyggen af tyske konkurrenter.

På papiret er der heller ikke noget galt med teknikken. Styretøjet i de mindste modeller er så meddelsomt som en død fisk, og med 17" hjul er der en del dækstøj, ligesom vindstøj høres fra dørene, men motorerne høres ikke nævneværdigt, de trækker fint og præsterer god økonomi – ikke mindst testbilens 1,6 diesel-motoren med 130 hk, som også giver et solidt skud og overskud.

Kabinen er også godt indrettet. Instrumenteringen består af to analoge ure (kølevandstermometer og tanskstandsmåler) på hver side af et digital centerdisplay, der kan ændre udseende. Midterkonsollen prydes af en stor eller mega stor (alt efter udstyrsvariant) trykfølsom skærm, som også fungerer fint efter en smule tilvænning. 

Til gengæld ærgrer jeg mig over kabinens finish og sjuskede løsninger. I modellen med skiltegenkendelse viste bilen skilte efter behag, som ikke havde meget med virkeligheden at gøre. Bluetooth-opkoblingen, som jeg havde problemer med i Kadjar, fungerede fint, men klimaanlægget kunne ikke holde en konstant temperatur over et længere stræk.

Og så virker en del af kabinens materialer billige med deraf følgende dårlige samlinger. Det gælder omkring gearstangen og ventilationsspjældene, og så den matte plade omkring centerskæmrnen. Pladen dækker over soft touch-betjening, og selv om det ser godt ud, har pladen en finish, som gør, at den altid er dækket af synlige fedtfingre.

Mens koreanerne savner lidt teknik, gør de til gengæld, hvad de kan for at få kabinen til at virke solid og i god kvalitet. Hos Renault er det nærmest omvendt med den nye Megane: Teknikken fin, men kabinens finish virker billig. Det er ærgerligt, når nu design og de tekniske løsninger ellers er i orden. 

 

Mere

Måske er du interesseret i...