© A. Hansen

Redaktørens Ferrari er reddet: Finansiel leasing bliver alligevel ikke stoppet

Nye leasingregler ville have fjernet grundlaget for finansiel leasing, som er den måde, hvorpå redaktørens Ferrari er finansieret.

13. oktober 2017 af Mikkel Thomsager

Hold da op! Finansiel leasing - også kaldet flexleasing - bliver alligevel ikke stoppet. 

I hvert fald ikke, hvis man skal tro Finans.dk, der mener at vide, at forslaget om at forpligte leasingselskaber til at indestå for restværdien ved billeasing, er pillet ud af det forslag til ændring af reglerne for billeasing, som ventes vedtaget i næste uge.

Som tidligere omtalt, bliver importerede brugte biler generelt ikke billigere trods afgiftsnedsættelsen på nye biler. Hertil kommer, at der var udsigt til markant højere leasing-priser på brugte biler, fordi lovforslaget lagde op til, at leasingselskaber ikke kunne overdrage risikoen ved bl.a. afskrivning til leasingtageren.

Den praksis, der går under navnet finansiel leasing eller flexleasing, bliver ofte brugte til finansiering af specialbiler, som ikke er registrerede hele året. 

Pointen er, at afregning af registreringsafgift på månedsplan er forbeholdt leasingselskaber, så ejere af specialbiler er tvunget til at gå via leasingselskaber, hvis de vil registrere en bil en del af året.

I den forbindelse giver det ikke mening, at leasingselskabet skal indestå for restværdien. Hvad den praktiske udmøntning af den lov ville være, står hen i det uvisse. 

Redaktørens Ferrari er netop registreret med finansiel leasing, så broen var på vej op for 2018-sæsonen
Redaktørens Ferrari er netop registreret med finansiel leasing, så broen var på vej op for 2018-sæsonen © A. Hansen

Leasing-tager er stadig ubeskyttet

Men det er lige meget nu, for regeringen har angiveligt trukket den del af forslaget tilbage. Ifølge Finans.dk var det fordi, det ikke ville være muligt at stoppe den hidtidige praksis for leasingfirmaer, der opererer fra udlandet.

Finansiel leasing er ikke en del af den afgiftunddragelse, som regeringen har været fokuseret på at stoppe med det nye lovforslag. Og finansiel leasing unddrager ikke statskassen penge. 

Tværtimod har det været en god løsning for staten, fordi leasingsselskaberne som regel er selvanmeldere i forhold til bilens værdi, som de skal stå inde for over for både stat og kunde.

Forslaget om at forpligte leasingselskaber på restværdien er formentlig lavet for at sikre leasing-kunder. Når leasingtilbud på brugte biler ser "for gode ud til at være sandt", er det ofte fordi, selskabet ikke har fortalt hele historien om afregning af bilen, når kontrakten udløber. Det var det, forslaget skulle stoppe.

I fremtiden skal man således fortsat være opmærksom, når man leaser brugte biler. Til gengæld bliver det formentlig ikke dyrere, fordi leasingselskaberne ikke skal sikre sig mod uventede tab på hver enkelt leasingbil.

For mig er det virkelig gode nyheder. Min Ferrari 360 Spider er netop registreret via finansiel leasing, og selv om kontakten på den, er indgået før lovforslaget blev fremsat, var det ikke sikkert, hvordan det ville stille mig, når kontrakten udløber næste år.

Måske er du interesseret i...