Ny Mercedes E-klasse vil gerne være rigtig voksen

Den nye Mercedes E-klasse har fået så meget elektronik, at den kan køre selv. Den vil gerne være voksen, men slæber lidt af forgængerens teenage manerer med sig

22. april 2016 af Mikkel Thomsager

Mercedes har introduceret en helt ny E-klasse. Den føles reelt som en opdateret version af den gamle, men bestemt til det bedre på alle områder – her iblandt den nye kabine med kæmpeskærme.

Da seneste E-klasse blev introduceret i 2010, proklamerede Mercedes, at de ville oppe sig på dynamikken, så E-klassen kunne måle sig med den normsættende BMW 5-serie på det område.

Det lykkedes næsten. Med den nye E-klasse har Mercedes yderligere filet køreegenskaberne til. Især er styrtøjet blevet skarpere. Omkring midterstillinger er udslaget blevet kraftigere, hvilket giver indtryk af en mere adræt bil.

Selve undervognen er den samme, og affjedringskomforten føles uforandret. Til gengæld har Mercedes klart oppet sig på støjisoleringen fra motorrummet.

Basis-motoren er den kendte 2-liters turbo benzin-motoren på 184 hk. Det er tilstrækkeligt, uden at E-klassen bliver en racer af den grund. I lighed med Mercedes' diesel-motorer er gangkulturen hård og lyden urafineret, men den er godt dæmpet i kabinen, hvor den er mere stilfærdig end i forgængeren, hvilket forøger luksusoplevelsen markant i forhold til den gamle model.

Hertil kommer den nye kabine med kæmpe-skærme i næsten hele frontpanelets bredde. De er ikke standard, men med teknikpakke får man stor lcd-skærm til instrumenteringen og en endnu større til sekundære oplysninger her iblandt navigationen.

Det ser virkelig godt ud og bidrager til oplevelsen af en E-klasse, der er mere ny, end undervognen reelt er. Hertil kommer en stribe nye elektroniske systemer til forbedring af køresikkerheden i bilen.

Der var lidt oprørsk teenage-stemning over forgængeren, da den blev præsenteret i 2010. Med masser af elektronik og optimering af al anden teknik er det som om den nye model er blevet mere voksen.

Mere

Måske er du interesseret i...